Hej
Vi har en dreng på 15 måneder som er meget urolig om natten. Han er født til tiden (38+5 efter igangsætning pga. svangerskabsforgiftning) og vejede 2810 gr. Han blev ammet fuldt til fire måneder, derefter gradvis mad og amningen stoppede helt da han var 8 måneder, da han ikke ville mere. Siden da har han ikke fået mad om natten.
Han er en utrolig glad og livlig dreng, udvikler sig helt normalt. Efter han er blevet 1år har han sovet en gang om dagen, tre timer (skal nogle gange vækkes) uanset om han er hjemme eller i vuggestue. Men han sover meget uroligt om natten, roder rundt i sin seng, sætter sig op og græder, rejser sig, vil op, lægger sig ned igen og skubber os væk.
Hans far og jeg sover på skift i soveværelset med ham, for at vi kan få sovet indimellem. Uroen starter gerne 1-3 timer efter han er lagt (kl. 18.30-19, falder i søvn på 15-35 min.) og fortsætter resten af natten i perioder.
Vi tager ham gerne over i vores seng mellem 12 og 3, for ellers skal vi op utallige gange (over 10) til ham for at trøste, finde sutteklud, putte og nusse, hvilket vi ikke synes hjælper på hans søvn eller humør.
Hans søvn bliver ikke bedre i vores seng, han maser rundt, vender og drejer sig, klynker hver gang han vender sig, eller er vågen i en time eller to, hvor han leger med sig selv, skubber til os eller vil kravle ud af sengen. Kun indimellem finder han ro ved at lægge sig helt tæt op af os, og kan så sove i op til fire timer ad gangen.
Der er ingen forskel om det er mor eller far der sover med ham. Vi har tænkt det kunne være ørerne, men han har intet problem med at ligge ned i op til fire timer uden klynk og uro om dagen…
Vi er svært frustrerede, da der ikke er tegn på, at noget bliver bedre i hans søvnmønster, han har sovet igennem fire nætter i sit liv, og vi for at få hverdagen til at hænge sammen må sove hver for sig. Vi har overvejet at lade ham sove i et andet rum, men det er ikke muligt, som det er nu, da han kalder på os og græder flere gange i løbet af natten.
Vi har set os lidt blinde på løsninger og jeg håber du kan hjælpe. Vi ønsker os at han kunne sove roligt i længere stræk, enten i sin egen seng eller hos os.