Hej Mie
Som du også selv skriver det, så er din dreng godt i gang med skemaden. Men da han endnu kun er 6½ måned, så har han fortsat også brug for en del mælk.
Det kan derfor ikke anbefales, at du skruer op for antallet af skemåltider lige nu. Så fortsæt lidt endnu i det spisemønster som du beskriver, at han har aktuelt.
Var han sulten, så ville han næppe sove så godt om natten. Men til gengæld så kan hans korte lure om dagen forklares med, at han formentlig er ved at ændre hans søvnmønster.
Hans søvnbehov bliver lidt mindre, jo ældre han bliver. Han er formentlig på vej fra tre til to lure om dagen og han har, som så mange andre børn, lidt udfordringer med at finde rytmen. Han har brug for en periode, hvor han lige skal lige skal finde ud af at tilpasse sine lure sit behov.
Og så er han sikkert også en nysgerrig dreng, der jo både er glad og meget aktiv. Så når han vågner om dagen, så synes han sikkert heller ikke, at tiden skal soves væk. Når han vågner, så er han klar til at opleve mere og vil ikke sove videre til trods for, at han måske ikke er helt udhvilet.
Du kan hjælpe ham ved, at han puttes det samme sted, på den samme måde, når han skal sove om dagen. Og så vil tiden hjælpe ham med at finde ind i en ny vane med færre, men længere søvnperioder om dagen.
Håber mit svar gav mening.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.