Hej Katrine
Det er en kedelig vane, som jeres søn har fået og nu gælder det om, at få ændret på denne vane.
At han har svært ved at sove igen, selv om han ligger i jeres seng, kan måske også skyldes, at det bliver for varmt for ham at ligge mellem jer voksne.
Dit eget forslag med en madras på gulvet i jeres soveværelse er en god idé og den kan I sagtens forsøge at indføre. En hjælp til at få ham til at sove på madrassen er, hvis der er en varm dyne, og gerne en dyne der dufter af jer forældre. Så samtidig med at I anskaffer en madras, så anskaf også en ekstra dyne, som den første del af natten ligger i jeres seng og som i dermed varmer med jeres kropvarme.
Og læg madrassen klar om aftenen, så I ikke midt på natten skal have gang i alle mulige aktiviteter, men kan få puttet ham igen, så hurtigt som muligt.
Overvej om I skal supplere madrassen med en puttebamse. En blød bamse, der følges med den ekstra dyne, der dufter af jer forældre. Bamsen skal fungere som en erstatning for jer, så han har nogen, at putte med og har noget, der symboliserer, at det er sovetid. Så han skal ikke lege med bamsen i løbet af dagen, men kun have den, når han skal sove.
Og så skal I som forældre være enige om, at nu er dette planen og selv om sønnen protesterer, så har I besluttet, at sådan skal det være og det er I sikre på. Jo, mere overbevisende I virker med hensyn til, at madrassen på gulvet er en god løsning, jo hurtigere accepterer jeres søn denne nye vane.
Held og lykke med de nye natterutiner
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.