Hej Soesser
Det er lidt svært at svare på dine spørgsmål, da jeg (ud fra det du skriver) ikke helt kan fornemme, om du synes, din søn trives - ind imellem dine ihærdige anstrengelser for at gøre det godt for ham.
Jeg må derfor gætte mig lidt frem, og skrive lidt om de spørgsmål og tanker jeg får ved at læse dit spørgsmål:
Har din søn perioder, hvor han virker glad og tilfreds og hvor du føler, at du har en god kontakt med ham?
Kan han smile til dig og koncentrere sig om dit ansigt? Er han begyndt at interessere sig for (og gribe ud efter) det legetøj du holder op foran ham? Kan han løfte hovedet når han ligger på maven? Og har han mon taget på som han skal? Alt sammen oplysninger der siger noget om han trives som han skal.
De symptomer du beskriver, kunne godt give mig en mistanke om, at han måske ikke har taget helt nok på?
Jeg går også ud fra at du må have talt med din sundhedsplejerske, siden du skriver at du "af hensyn til problemer med hans mave" kun må give ham mad hver 4.time. Jeg går også ud fra at du ikke ammer, siden du kun omtaler flasken.
Spædbørn kan ved 3 mdr. alderen godt have et appetitspring, derfor vil jeg anbefale at du tager kontakt til din sundhedsplejerske igen for at drøfte om han evt. skal have lidt mere - og måske hyppigere - mad.
Han er også ved at være klar til at starte på lidt vælling og mosmad (når han er 6 måneder), som kunne mætte ham lidt mere.
Hvis du får besked om at give ham mere mad, kan du godt forvente at der kan gå et par uger, før du ser en ændring af hans tilstand, da vægtkurven skal have nået at stige lidt inden hans opførsel ændrer sig.
Det er nemlig så snedigt indrettet, at de fleste børn har et meget fintfølende barometer for, hvor de skal ligge vægtmæssigt og de brokker sig gerne indtil de kommer deropad.
Da jeg som sagt manglede lidt information, har jeg måttet gætte mig lidt frem for at kunne svare på dine spørgsmål.
Jeg tror ikke, der er noget alvorligt galt med ham, men da jeg ikke har mulighed for selv at se din søn, vil jeg for en sikkerhedsskyld anbefale, at du får ham tjekket - enten af din sundhedsplejerske eller læge.
Venlig hilsen
Berit Hertz
Proceskonsulent, sundhedsplejerske