Kære bekymrede første gangs forældre.
Det er svært at bedømme jeres søns søvnmønster. Han er kun 6 uger og her kan man ikke forvente, at der er nogen fast rytme for ham endnu. I skriver ikke hvor længe han sover de 1-3 gang han sover i løbet af dagtimerne. Og jeg kan forstå at han sover cirka 2 timer ad gangen. I skriver ikke noget om, hvordan han spiser, og om han virker sulten.
Jeg synes, I skal kontakte jeres sundhedsplejerske og få et ekstra besøg med henblik på at vurdere hans søvn og hans trivsel i det hele taget. Og så få noget yderligere råd og vejledning ud fra det. For for børn i 5-6 ugers alderen er der en sammenhæng mellem den mad, hans spiser, hans sult, mæthed, hvad der i øvrigt foregår, når han er vågen og så hans søvn.
Med jeres usikkerhed synes jeg I har behov for en person af kød og blod, der som sagt kan vurdere hans trivsel og samtidig give jer mere sikkerhed i, hvordan I håndterer hans rytme.
Held og lykke med ham.
De bedste hilsner
Else Guldager