Hej Bente
Jeg bor alene med min datter på 23 måneder. Jeg har været alene med hende siden hun var 3 måneder gammel.
Hun har en far, der elsker hende meget højt og som havde hende hos sig fra torsdag til tirsdag hver anden weekend fra hun var ca. 1 år gammel. Dette er nu gået ned til fredag til mandag, da hendes far er blevet far til tvillinger for 4 måneder siden. På ca. samme tidspunkt møder jeg en mand, som jeg nu er kæreste med. Det er meget seriøst og vi taler om snart at flytte sammen.
Min datter virker efterhånden til at være meget glad for ham. Med undtagelse af spisesituationerne og når han siger “nej” til hende (hvis hun gør noget hun ikke må og jeg ikke lige har set det).
Min datter er øre-barn og har nu, efter 3/4 år med dræn uden problemer, fået problemer med ørerne igen.
Da hun var mindre havde jeg, og kun jeg – ikke far eller mormor eller dagplejemor, problemer med at hun slog mig og rev hårdt i mit hår, igen og igen. Det er hun nu begyndt med igen. Jeg reagerer som følger: hvis jeg “selv har bedt om det” ved fx at placere mit ansigt tæt på hendes, så trækker jeg mig blot tilbage igen. Hvis hun slår eller river “uprovokeret”, så giver jeg hende 1 advarsel: holder hun ikke op kommer hun ind i mit soveværelse at stå.
Jeg afviger aldrig fra dette, fører den altid til dørs. Ligger hun derimod på puslebordet og vil flygte fra bleskiftningen (gerne enten hvis vi har travlt om morgenen – vi kører hjemmefra kl. 6.30 på mine arbejdsdage, er heldigvis på deltid – eller om aftenen når hun skal i seng) så holder jeg hende fast, bliver meget vred og taler roligt men vredt til hende. Det ender gerne med at hun skiftevis fortsætter og græder.
Når hun så skal puttes plejer jeg, at sidde lidt med hende i gyngestolen inden jeg putter hende, fortæller hende, at jeg elsker hende og “tak for en dejlig dag” og sådan. Men her kan hun finde på at fortsætte legen, som kun hun synes er sjov og det resulterer i, at hun bliver lagt uden kram, hvilket hun selvfølgelig ikke er tilfreds med. Forbarmer jeg mig alligevel over hendes kaldegråd, fortsætter hun bare.
Åha, det frustrerer mig. Hvad gør jeg forkert? Er jeg for inkonsekvent? For hård? Har du et godt råd til hvordan jeg kan få hende til at stoppe denne voldsomme adfærd overfor mig? Måske du har andre tanker eller guldkorn du vil dele med mig – ting jeg slet ikke har haft mine overvejelser inde omkring? Er det min reaktion på hendes adfærd der får hende til at fortsætte den?
Håber meget, du kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen