Hej Mie.
Tak for beskrivelsen af din søn og hans måde at tackle skuffelse og vrede på.
Det kan se voldsomt ud, når ens barn ”knalder sit hoved” ind i noget. Men det er ikke ualmindeligt at et barn, der stadig har svært ved at tale forståeligt og give udtryk for sine ønsker mv. kan blive voldsomt frustreret. Og at slå sig selv kan være er en måde at reagere på.
Som forældre kan du hjælpe ham med at håndtere hans frustration. Ved at være hos ham, sætte ord på hans følelser, på det du ser (eller på det du tror, han har af følelse i den enkelte situation). Sig fx ”av!, det gjorde ondt. Du blev vist vred på ...... og så smed du dig ned/slog dit hoved”.... Du kan tale med ham på en meget enkel og let forståelig måde. Det er godt med korte sætninger uden svære ord. Og du viser ham at han er forstået, du ved hvordan han har det.
Du kan også hjælpe ham med en anden måde at reagerer på. For det er jo ikke i orden at blive så vred eller frustreret, at han slår sig selv, hvor det ville være mere hensigtsmæssigt at græde/ sige ”øv” rigtig højt eller henvende sig til en voksen, der kan hjælpe.
Det er godt, hvis du taler med ham, du er der for ham og hjælper ham, når du kan se, at han er ved at komme ud i noget, der er svært for ham. På den måde kan du måske hjælpe ham, inden han gør skade på sig selv og slår sig. Det er oftest en forbigående periode i han udvikling, at det er sådan.
De bedste hilsner
Else Guldager
sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk