Hej Helle.
Jeg skriver angående vores søn, der bliver 3 år her til marts. Han har i løbet af et års tid i perioder vågnet grædende og skrigene op om natten, og været helt utrøstelig.
Man kan slet ikke komme i kontakt med ham og hvis vi prøver at holde ham for at trøste ham, sparker han bare vildt, når han endelig svarer, siger han, at han har ondt i benene.
Vi har været til lægen med ham og fået taget blodprøver og der var ikk noget, så lægen mente, at det var vokseværk. Når han sidder og skal spise, så klager han for det meste også over benene, og hvis han så får lov til at rejse sig fra bordet, bliver han hurtig i godt humør igen uden at have ondt mere.
Så vi har problemer med at få ham til at spise, for det meste. Han er ligeglad med, om han skal sidde der alene, gå på værelset eller hvad vi ellers har prøvet for at få ham til at spise. Han nægter at spise og bare sidder og græder eller leger rundt med maden på tallerken.
Hvis vi så giver ham maden i munden, så kan vi for det meste få ham til at spise på den måde, men det synes jeg, han er alt for stor til nu. Det samm,e hvis han ikke få sin vilje med andre ting herhjemme eller ikke gider gøre noget, så har han igen ondt i benene og kaster sig mange gange på gulvet, imens han græder og skriger.
Så jeg føler, han bruger det med benene, når der er noget, han ikke gider. Hvis jeg ikke ligger hans dyne på den måde, som han vil have det, bliver han meget sur og græder. Hvis jeg fx vil have ham til at gå og han ikke gider mere, råber han nej, så højt han kan og nogen gange slår ud efter mig eller på ting.
Vi har prøvet både at være hård og blød med ham, når han feks ikke spiser eller ikke høre efter, men jeg kan slet ikke finde en måde, jeg synes, der virker med ham uden han enten bliver meget vred, råber og græder eller at han bare sidder og smiler, når han får skældt ud.
Uanset om det er min mand eller jeg der prøver. Vi har svært ved at finde en måde at tackle det på med ham, når han bliver i det humør. Når jeg prøver at snakke med ham om, hvorfor han bliver så sur og ked af det, reagerer han slet ikke, han sidder bare og kigger uden, at sige et ord eller så undgår han helt at kigge på mig.
Det er en kamp med ham hver dag de perioder, hvor det er værst, for så fylder det en hel del i dagligdagen, medmindre han får sin vilje.
Men når han er i sit gode humør, er han ellers en glad og sød dreng, som godt kan lide at kramme og nusse med min mand og jeg. Og leger godt med sin storesøster, som er et år ældre.
Er hans personlighed bare sådan eller “fejler” han måske noget? Hvordan håndtere jeg bedst de situationer med ham?
Med venlig hilsen