Hej
Jeg skriver til dig, fordi jeg søger råd om min datter på 3 år. Vi er en familie på 4, mor, far, storbror på 6 år og lillesøster på 3 år.
Vi har nogle skønne børn, storbror er pragteksemplar, vellidt af alle, velopdraget og ikke mere trodsig end andre børn på 6 år. Lillesøster er på nøjagtig på samme måde, når hun er andre steder end hjemme, eller hvis jeg er der!
Jeg er klar over, der er et eller andet jeg gør forkert! Ex, hun bruger stadig sut – dog aldrig hvis ikke jeg er i nærheden. Det første hun spørger efter, når hun ser mig, er sin sut. Bliver der sagt nej, hyler og skriger hun, også selvom hun bliver forklaret, at jeg virkelig ikke har en!
Hun snor mig om sin lillefinger, hun ved, jeg giver mig, hvis jeg har en! Men synes det er så frustrerende fx at stå i børnehaven med andre forældre og pædagoger, med en 3-årig der smider sig på gulvet og hyler og vræler!
Andet ex, i dag skulle vi lave pas til begge børn. Hver t barn havde fået lov at holde sin dåbsattest og sit billede. Jeg starter bevidst med storbror, så lillesøster kan se hvad der skal foregå, og at det ikke er farligt. Det skal siges, hun er ekstrem bange for læger, tandlæger og andre autoriteter! Alt går fint med storbror, så skal lillesøster måles, hvor det går helt galt.
Det vil hun under ingen omstændigheder, derfor sætter hun i et vræl, så ingen i Borgerservice er det mindste i tvivl om, jeg er der med mine børn!
Bagefter skal den noget forargede medarbejder se hendes dåbsattest og billede, hvilket får hende til at græde endnu mere, og endnu mere uhæmmet. Hun får selvfølgelig ikke lov til at bestemme, så jeg sørger for hun både bliver målt, og afleveret papirer.
Alt dette til trods for hun får af vide, hun får det hele igen!
Indtil nu har begge børn gået i samme børnehave. I vores børnehave er der 2 indgange, en der er nemmest til storbrors rum og en der er nemmest til lillesøsters rum. HVER DAG har det været et kæmpe problem, begge børn vil gerne ind på sit rum først. Det mest indlysende vil selvfølgelig være at skiftes, dette har ikke kunne lade sig gøre ret mange gange.
De få gange det har været storbrors tur først, har lillesøster standset op og hylet og skreget uhæmmet, fuldstændig ligeglad med hvor mange, der kigger på hende. Når jeg siger, det er storbror først, stopper hun op udenfor og hyler, og nægter at gå videre, indtil jeg må slæbe hende indenfor, hvor hun så stiller op sig igen, hvorefter jeg må hive hende rundt i børnehaven!
Det gør så ondt på mig, det er ydmygende for mig og for hende! Jeg føler mig som en mor, der ikke kan styre sit barn, og alle hendes venner ser hende få skældud! Og hun er stadig sur, når vi vinker farvel, og det er jo selvsagt en hård og lang dag at komme igennem. Derudover går det jo udover storbror, som igen bare er den tålmodige dreng med den hidsige lillesøster!
Når hun får sine flip, som jo er flere gange i løbet af en dag, er hun for mig fuldstændig ukontaktbar! Hun reagerer slet ikke på, hvad jeg siger. Jeg forsøger hver gang at sætte min ned i hendes niveau og tale pænt og stille til hende, men kan slet ikke trænge ind til hende! Jeg er bare ”dumme mor”. Hun råber ALTID meget højt, når der er noget, hun vil.
Jeg har forsøgt at forklare hende forskellige ting for at få hende til at stoppe. At vi får ondt i ørerne, at vi sagtens kan høre hende, selvom hun snakker lige så stille, at nogen kan blive bange for hende, osv osv, intet hjælper, hun er total ligeglad.
Hun er en meget fremmelig pige, både sprogmæssigt, motorisk, og pædagogerne mener, hun snart vil søge til de større børn, da hendes lege er mere tilsvarende de lidt større. (børnehaven er på stuerne aldersopdelt, hvor hun er fra sidst på året, og pædagogerne mener så, hun vil søge til dem fra først på året)
Når det går helt galt herhjemme, og jeg må sende hende på værelset, er hun fuldstændig ligeglad, hun åbner bare skrigende døren igen, og er slet ikke til at trænge igennem til.
Jeg har i et stykke tid skubbet det væk fra mig, og undskyldt med hun er en selvstændig pige med sine egne meninger, hvilket jeg stadig mener og synes, er sundt. Og at hun er i trods-alderen, nu har det dog stået på ca. et halvt år, og nu synes jeg det begynder at blive et problem! Som sagt tidligere, er jeg klar over, det er mig der gør noget forkert, og at hun snor mig om sin lillefinger.
Hvordan trænger jeg igennem til hende når hun skriger og hyler, hvordan får jeg hende til at forstå at det er mig der bestemmer, og at hun skal høre efter, hvad jeg siger? Hånden på hjertet ved jeg, det er mig, der gør noget forkert, da det jo kun er, når jeg er der hun får disse anfald.
Men jeg ved ærligt ikke, hvad det er, jeg gør forkert. Jeg synes ikke, jeg har gjort noget som helst anderledes på børnene. Jeg synes, jeg prøver at være pædagogisk, når jeg forklarer, hvad det er, jeg synes, hun gør forkert, men jeg må indrømme at min tålmodighed bliver mindre og mindre, og det er bare ikke hver dag, jeg har overskuddet til det.
Og så går det jo tit udover storbror, hvilket selvfølgelig skærer mig i hjertet. Jeg forsøger at få alene tid med ham, da hun er meget jaloux, hvis han får min opmærksomhed.
Måske skal det tilføjes, at jeg er meget alene med børnene, at deres far arbejder meget, og jeg derfor ofte står alene med problemerne, hvilket har været min undskyldning overfor andre og mig selv indtil nu.
Jeg er hønemor og er mere pylret omkring dem end deres far er, dog er de ikke pakket ind i vat! Jeg sætter altid mine børn i første række, der er intet, jeg elsker mere end mine skønne børn, og vil gøre alt for dem. Jeg forsøger at dele sol og vind lige imellem dem, men føler det går rigtig meget ud over storebror, at lillesøster er så tidskrævende.
Håber du kan hjælpe en efterhånden meget fortvivlet mor.