Hej!
Jeg vil gerne vænne min søn på 3 år og 8 mdr. af med at bruge ble, men er i tvivl om, om han er klar til det.
Han har i løbet af foråret et par gange selv sagt, at han ikke ville bruge ble længere.
Jeg har straks bakket ham op og sendte ham én gang i børnehave uden ble. Efter, at han havde tisset tre gange og lavet pølser en gang i sine boxershorts på en formiddag, gav pædagogerne ham igen ble på.
Den anden gang prøvede vi flere dage. Herhjemme tissede han i bukserne mange gange og sagde det først til mig, når det var gjort. Han sagde aldrig “jeg skal tisse ” eller “nu tisser jeg”. Hver gang jeg hentede ham i børnehaven var han gennemblødt helt ned til strømperne, fordi der gik lang tid imellem, at de tjekkede det. Efter tre dage uden fremskridt gav vi op.
I lang tid har jeg talt med ham om, at når vi kom hjem fra ferie, skulle han af med bleen.
Jeg har købt en ny slags bleer med elastik, for ligesom at markere, at han er ældre. Det var planen, at han kun skal have dem på om natten.
I de første par dage har han haft den nye type ble på om dagen, fordi vi har haft aftaler, men han har tit været på toilet. Jeg har købt et toiletbræt med trin og håndtag, så han sidder godt nok. Denne gang har han lavet pølser på toilettet to gange. Jeg har simpelthen opdaget, at han var igang og fået ham derud. Han har dog ikke sagt, at han skal på toilettet og har også lavet i bleen et par gange. Når jeg siger, at han skal gå derud for at tisse, siger han, at han ikke kan tisse. Han presser, som om han skal lave pølser. Det er som om, at han ikke forstår, hvordan man tisser.
Jeg har prøvet at tænde for vandet og ae ham på lænden, men intet virker.
Hele tiden siger jeg, at det er fint. Man behøves ikke at tisse hver gang, man er på toilet, men han må gerne sige til mig, når han skal tisse, eller bare, når han tisser. Han siger aldrig noget, men bleen er selvfølgelig tung alligevel.
Han har i mere end et år dagligt siddet på toilettet her og hos sin dagplejer/børnehave. Indimellem har han tisset, men ikke ofte.
Rent praktisk vil det selvfølgelig være rart at vænne ham af med den, mens det er sommer, og vi er hjemme. Det er begyndt at klø lidt nede i bleen, så for hans egen skyld, vil jeg gerne have, at han går på toilet i stedet.
Trods det, så ønsker jeg selvfølgelig ikke at presse ham til noget, hvis han ikke er klar til det.
Det er ikke rart for hverken ham eller mig, at han bare tisser igennem hele tiden, uden at der er nogen form for fremskridt.
Mener du, at jeg skal prøve at fjerne bleen nu? Eller skal han have forståelse for, hvordan han tisser, først? Og har du gode råd til, hvordan jeg lærer ham at tisse på toilettet?