Hej SigneMaria
Børn (og deres forældre) har meget forskelligt temperament og det spejler sig også i, hvor hurtigt man i den enkelte familie (og med det enkelte barn i familien) finder en fast døgnrytme.
At have faste rytmer giver forudsigelighed og det er med til at gøre barnet trygt.
Først når din søn er omkring ni til ti måneder, kan du forvente, at han rigtig har fundet en rytme for hvornår han falder i søvn og hvornår han igen vågner efter søvnperioderne. Men indtil da kan du hjælpe ham på vej ved, at du fx lægger ham til at sove på nogenlunde samme tid i løbet af dagen.
Nogle børn sover meget bedre om dagen, når de får lov til at sove ude. Så måske skal du lave det til en del af rytmen, at du hver dag på ca. samme tid, går en tur med barnevognen, så han kan få en længere lur midt på dagen.
Når jeg læser din mail tænker jeg, at du har en god fornemmelse for, hvornår du skal hjælpe din søn med at sove videre, når han vågner efter en kortere søvnperiode. Hold fast i den fornemmelse du har for det. Og som du har erfaret, så skal din søn have lidt hjælp for at kunne falde så meget til ro, at han falder i søvn igen.
Du har erfaret, at larmen fra føntørreren får ham til at falde i søvn. Du kan lige såvel spille en melodi, bare det er den samme, du spiller hver eneste gang. Så begynder han langsomt at forbinde den melodi med at falde i søvn. Andre børn sover til larmen fra støvsugeren, elpisker, m.m. men der er ingen tvivl om, at de monotome lyde har en beroligende effekt.
Er han sulten, kan det forstyrre hans udvikling af en søvnrytme – sultne børn har svært ved at sove.
Men din søn virker på ingen måde sulten. Han virker til, at han trives fint med amning og foreløbig er det fint, at han bare tager ”en smagsprøve” når du tilbyder ham skemad.
Når han har passeret de seks måneder, så tilbyd ham skemad to gange dagligt og øg det til tre gange dagligt, når han bliver otte måneder.
Det er fint, at du variere de ”smagsprøver” du tilbyder ham, så han oplever, at maden smager forskelligt og det ikke hele tiden er det samme mad/smag du giver ham. I så fald vil den brystmælk du tilbyder være mere spændende, da den varierer i smag, alt efter hvad du spiser.
Håber du har fået lidt inspiration.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.