Hej ”en rådvild mor”
Præcis som du oplever det, så har børn på din datters alder endnu ikke en fast rytme for søvn og vågne perioder i løbet af døgnet. Du kan ikke forvente, at hun får en rytme, før hun er nærmere 9 til 10 måneder.
Det er bare med at nyde de perioder, hvor ens barn sover godt om natten, når de er under 10 måneder.. Og sørge for, at man også selv får sovet, for man kan ikke forvente, at det fortsætter,
Så til dit spørgsmål om hvem der skal styre vil jeg svare: Lad hende selv styre hendes søvnbehov.
Og præcis som du oplever, så sover de meget i nogle døgn og mindre i andre. Det er helt normalt. De dage hun sover godt, så behøver du ikke vække hende. Lad endelig være, for du forstyrrer bare hendes søvn. Hun klarer sig fint uden at blive ammet, men du kan forvente, at hun vil have to måltider tæt på hinanden, når hun vågner – men det er ikke sikkert.
Og skal du ud af døren, så tag et sovende barn med. Det er meget bedre for hendes vækst og trivsel, at hun selv får lov til at vågne, når hun er færdig med at sove.
Og hvornår hun er det, det kan være lidt svært at gennemskue, hvis man har et barn, der altid ser lidt forsovet ud, når hun vågner. Du kan altid, hvis du er i tvivl om hun er udsovet, forsøge at få hende til at sove videre. Er hun ikke træt, så lykkes det ikke, eller det lykkes kun ganske kortvarigt, – og så er hun jo klar til at komme op.
Som du selv beskriver, så har børn (og voksne) perioder med overfladisk søvn, hvor de kan virke vågne, men sover. Her skal man også endelig forsøge, at få dem til at sove videre, for vækker man dem, så er de ikke udhvilede, – og så har man tit et surt og tvært barn.
Når jeg læser din mail, så får jeg indtryk af, at du ammer hende til hun sover. Hvis du vil forebygge, at hun kommer ind i en vane, hvor hun kun kan sove med bryst i munden, så tag hende allerede nu fra brystet, før hun falder helt i søvn. Så oplever hun, at hun falder i søvn uden noget i munden og det vil være lettere sidenhen, at få hende til at sove på denne måde.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.