Kære rette vedkommende
Jeg skriver til jer, da vi har brug for et godt råd. Vores dejlige søn på 4 år vil ikke på toilettet i børnehaven.
Han smed bleen for ca. 6 mdr siden. Herhjemme tisser han på toilettet, men vil stadig gerne have ble på, når han skal lave stort. Dette har fungeret fint, men for ca. en måneds tid siden, syntes vi at vi ville forsøge at få ham til at lave stort på toilettet. Det startede ud med at opfordre ham og love ham en belønning (legetøj) hvis det lykkedes.
Han ville ikke og da vi pressede på, blev han meget ulykkelig og virkede skræmt ved hele situationen.
Efter få forsøg over et par dages tid, blev vi enige at stoppe. Det gjorde simpelthen ondt at se ham så utryg og vi tolkede det som at han ikke var klar endnu. Dette var vi helt afslappede omkring, nu havde vi forsøgt, men han var ikke klar endnu.
Nu kommer vi så til vores bekymring. For ca en uge siden, da jeg hentede vores søn i børnehave, brød han ud i gråd da han så mig. Han sagde, at han ville hjem, da han skulle tisse. (Det skal lige siges at han i det sidste halve år, efter han har smidt bleen, ikke har lavet stort i børnehaven, ikke en eneste gang.
Personalet i børnehaven har forsikret mig om, at dette er helt normalt. At mange børn er meget private, hvad angår dette). Jeg sagde, at vi da bare kunne gå ud på børnehavens toilet og tisse, men dette virkede han meget utryg ved og insisterede panikslagen på, at vi skulle skynde os hjem.
Jeg blev ret rystet over dette, da vores søn virker til at trives godt i børnehaven og jeg ikke kunne forstå, hvad skyldtes denne utryghed. Jeg gjorde efterfølgende personalet opmærksom på denne utryghed og forhørte mig om nogen nogensinde havde set ham tisse i børnehaven. Det var der egentligt ikke nogen der kunne sige med garanti. De følgende dage, når jeg hentede vores søn, gjorde personalet mig opmærksom på at han ikke havde tisset hele dagen og at de havde haft flere kampe med ham angående dette.
Jeg blev meget ked af det og fortalte, at det bestemt ikke var mit ønske, at det skulle gøres til en konflikt, da jeg ikke mente, at dette ville være den hensigtsmæssige måde at gribe det an på.
Personalet fortalte også, at han rystede og gik i panik, hver gang de bad ham gå ud og tisse. Personalet tog mig meget alvorligt og vi aftalte i fællesskab, at de og vi ville give ham ro omkring dette emne og ikke skabe unødig opmærksomhed omkring hans toiletbesøg. Jeg kontaktede herefter vores sundhedsplejerske for at søge støtte og råd angående dette. Hun mente også, at han skulle have ro og at vi skulle prøve at se tiden an. Samtidig mente hun også, at vi skulle få tjekket hans urin hos lægen. Vi har endnu ikke været hos lægen, men det skal vi.
Dagen efter da jeg hentede ham, græd han igen da han så mig og sagde: ”Jeg har savnet dig mor, hvor var du?” Han havde lavet lort i bukserne, men havde ikke sagt noget til personalet. Så i dag da jeg hentede ham, fortalte personalet at han havde tisset i bukserne. Han havde selv sagt, at han skulle tisse og de havde herefter fulgt ham på toilettet. De havde efterladt ham alene, da de har en teori om, at han har brug for fred til at tisse.
Da personalet kom ud på toilettet, havde han tisset i bukserne, en halv meter fra toilettet. Personalet mente, at han havde gjort det af stædighed. De fortalte mig at han havde grædt hjerteskærende og kaldt på sin mor. Samtidig ved både de og jeg, at han ikke bryder sig om at tisse eller lave lort i bukserne og dette derfor også gør ham meget ked af det.
I det sidste halve år, er disse 3 tilfælde af uheld, stort set de eneste han har haft. Jeg er studerende og henter derfor tidligt, så derfor har vores søn korte dage. Derudover ved jeg fra egne erfaringer, at han kan holde sig meget længe, hvis han ikke har lyst til at gå på toilettet.
Min bekymring er derfor, at han holder sig hele dagen i børnehaven og at han kan tage skade af dette. Jeg kan heller ikke bære tanken om at han går og venter på mig, fordi han ellers ikke kan komme af med sit tis og afføring. Det knuser simpelthen mit hjerte.
Efter en lang smøre, er mit spørgsmål så: Bør vi give ham ble på igen? Hvis han vil selvfølgelig? Og er der andet vi kan eller bør gøre?
Mange forhåbningsfulde tanker fra