Hvorfor får man røde hunde?
Røde hunde skyldes en infektion med et virus først i luftvejene og siden med spredning til lymfeknuder, hud og slimhinder. Røde hunde under graviditet kan medføre fosterskader (kongenit rubellasyndrom) og/eller at barnet fødes med røde hunde (medfødt (kongenit) rubella).
Hvordan udvikler røde hunde sig?
De fleste vil have irriterede øjne med rødme, men vil ellers være upåvirkede. Der er ofte også en generel hævelse af lymfeknuderne, som kan føles bagtil i nakken og vare i flere uger. Der kan være lette symptomer med hævede ømme lymfeknuder, især på hoved og hals, mindre hyppigt let feber, appetitløshed og rødme i øjne og svælg i ca. 1 uge før der kommer udslæt. Mellem ¼ og ½ af de smittede får slet ikke symptomer (subklinisk forløb).
Udslættet begynder i ansigtet som små blegrøde til brunrøde pletter og spredes hurtigt til resten af kroppen, hvor det kan blive sammenflydende. Udslættet varierer fra time til time og kan være til stede i op til 4 dage.
Samtidig med udslættet kan der komme feber til 38 – 39 grader C i 1-3 døgn.
Smitteveje
Røde hunde er ikke særlig smitsomt og overføres via spyt som dråber gennem luften. Der går normalt 16 – 18 dage fra smitte til fremkomst af udslæt, men der kan være lette symptomer i en uge forud for dette.
Ved smitte under graviditeten kan fosteret smittes og fødes med såkaldt kongenit rubellasyndrom i form af hjerneskade, døvhed, blindhed, hjertefejl og dårligt immunforsvar. Barnet kan udskille og smitte med virus i op til flere år og dertil få alvorlige bakterielle infektioner. Risikoen for kongenit rubellasyndrom er op mod 90 %, hvis kvinden får røde hunde i første 1/3 af graviditeten, og risikoen falder derefter. Derfor er kongenit rubellasyndrom sjældent ved smitte efter 20. graviditetsuge. Forebyggelse af kongenit rubellasyndrom er den væsentlige årsag til, at børn vaccineres mod røde hunde.
Personer med subklinisk forløb af infektionen kan smitte lige så vel som de syge. Virus kan overføres fra 1 uge efter smitte til 5 dage efter udslættets frembrud.
Kan man forebygge Røde hunde?
Siden indførelsen af MFR-vaccinationsprogrammet er røde hunde næsten udryddet i Danmark. Der er anmeldt 6 tilfælde hos gravide siden 1996, og siden 1994 er der ikke anmeldt tilfælde af medfødt røde hunde. Siden 1997 har der været anmeldt fire tilfælde af røde hunde (ikke hos gravide) – alle i 2008).
Kilde
Statens Serum Institut – 2013.