Kære Marion
Jeg har læst nogen af dine artikler og fundet dem rigtig gode og anvendelige.
Jeg har selv beskæftiget mig indenfor området konfliktløsning, her med fokus på trivsel og arbejdsglæde på arbejdspladsen (primært det pædagogiske område). Jeg er nu ved at færdiggøre mit speciale på DPU i pædagogik.
Jeg skriver til dig, fordi jeg har en pragtfuld lille pige på tre år. Hun er langt fremme sprogligt og har fine sociale egenskaber. Hun har ligeledes en stærk vilje og personlighed og meget glad af natur. Hun er også et barn der er hurtigt opfattende, så meget at det indimellem kan bekymre mig om hun sommetider kan filtrere sine oplevelser, da det virker somom hun opfatter rigtig mange ting.
Hun er dog samtidig god til at fordybe sig i forskellige aktiviteter men samtidig ved hun, hvad der foregår i den anden ende af lokalet. Dette har jeg forsøgt at imødekomme med at skærme hende bedst
muligt og skabe en rolig og tryg hverdag, bl.a i valg af institutionsplads.
Hun er generelt en meget velfungerende lille pige, hvilket jeg heldigivs også får som tilbagemeldning fra hendes børnehave og vuggestue.
Jeg har boet alene med hende siden hun var halvandet. Over en lang periode har faren og jeg haft et problemfyldt samarbejde omkring deres samvær men fornylig er det endelig begyndt at fungere, vi er begyndt at snakke bedre sammen og har fået større forståelse for hinanden end tidligere. Hvilket er
en stor lettelse for mig og et eksempel på, hvor stor betydning det har at kunne kommunikere hensigtsmæssigt sammen.
Siden sidste uge, har min lille datter dog dagligt haft nogen voldsomme raserianfald. Hun prøver at bide mig og slår ud og bliver meget vred, hurtigt efter bliver hun ked af det og er her meget tryghedssøgende.
Jeg ved at det er meget typisk for alderen og derfor vil jeg så gerne tackle det på bedst mulig måde. Det er så vigtigt for hendes udvikling og fremtidige vækst. Jeg går meget ind for den anerkendende tilgang til børn og forsøger at udøve det så meget som muligt i hverdagen. Men nogen gange bliver jeg så
træt, så træt især om aftenen, når hun eksempelvis ikke vil sove og jeg kan her komme til at reagere ved at råbe af hende når min grænse er nået. Jeg forsøger, at følge op på vores konflikter for dermed at få dem afsluttet på den bedste måde.
Jeg er ved at færdiggøre mit speciale, har fornylig mistet min far og har derfor i denne periode ikke helt det store overskud. Når jeg reagerer ved at blive vred på hende, bliver jeg bagefter så ked af det og får dårlig frygtelig samvittighed. For jeg burde jo vide bedre som cand. pæd, underviser i anerkendende tilgang osv.
Mit spørgsmål er derfor, hvordan tror du jeg kan, skabe mere overskud for min lille pige og mig, så vi kommer godt igennem denne fase af både hendes og mit liv?
Mange hilsener