Hej Latte
Med hensyn til din datters døgnrytme, så ser det helt fornuftigt ud for et barn på 7 mdr. Det er passende med to lurer om dagen og hvad angår mad, så er tre flaskemåltider og tre skemåltider også helt fint i denne alder.
Du skriver, at det kan være lidt svært at se, hvornår hun er træt om aftenen. Oftest har man mest succes med at putte børn, før de bliver alt for trætte. Så hvis en putte/sovetid ikke fungerer, så kan man ofte med held forsøge et kvarter før næste aften. Umiddelbart kunne man måske mene, at man så burde forsøge lidt senere, men den tidligere putning virker oftere.
Det er en udfordring, at skulle give mad, bade og putte to børn alene om aftenen. Måske kan du overveje at springe badet over de aftener, hvor far ikke er hjemme.
Hvis man er alene om at putte to børn, så må man acceptere, at man ikke være 100% tilstede hos begge børn samtidig
En løsning er, at du laver et fast godnatritual, som du gentager hver eneste aften, så dine børn lærer dette ritual og det bliver jeres nye puttevane.
Hvis du starter med at putte din datter og bruge et kvarter på det. Så siger du godnat og går ind til din søn og putter ham, og brug ligeledes et kvarter og ikke meget længere. . . .nogle gange er velmenende forældres tilstedeværelse med til at holde barnet vågent.
Snak med din søn på et tidspunkt, hvor han ikke lige skal i seng, fx lørdag formiddag om, hvordan han kan foreslå, at han kan puttes, så du kan nå alt det andet, som voksne skal nå om aftenen. Og fortæl ham fx at du er i stuen og kan høre ham, hvis der er problemer, men han skal selv lære at falde i søvn. Måske kan han have glæde af en puttebamse, en puttebil eller andet, som han puttes med hver eneste aften.
Børn vil helst have tingene, som de plejer at være. Det kender de og det er trygt. Men de kan sagtens rumme forandringer, når de voksne omkring dem virker stille og rolige til trods for, at tingene ikke sker, som de plejer. Så forvent, at der vil være skrig og skrål fra din datter de første aftener, indtil hun har lært de nye ritualer at kende og dermed føler tryghed ved dem. Jo mere sikker du virker på, at det er ok, at du ikke kan være hos dem begge samtidig, jo hurtigere vil de acceptere de nye puttevaner.
Held og lykke med de nye putteritualer.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.