Kære Else,
Vi skriver til dig, da vi efterhånden er ret desperate efter mere sammenhængende søvn- ligesom alle andre forældre – men måske du kan hjælpe med et godt råd eller to.
Vores dreng på 5 måneder trives og udvikler sig som han skal. Han er glad og tilfreds i løbet af dagen. Dog powernapper han hele dagen igennem. Sover 30 min lure – man kan sætte uret efter, hvornår han vågner. Vi forsøger at lulle ham i søvn igen, trille med barnevognen osv. og det lykkedes måske 2 ud af 10 gange. Han er som regel et stort smil og frisk, når man henter ham. Enkelte dage sover han så 2 1/2 time om formiddagen typisk. Nogle dage er han meget træt når kl. bliver 17-18. Han er altid nem at putte, det tager 15-30 min.
Han kommer i seng ca. kl. 20-20.30 og er også nem at putte her. Jeg ammer ham, så kommer han over i sin seng med sin sut og sovebamse og sover så typisk efter 15-30 min.
Herefter starter det så. Han vågner typisk efter 1 1/2-2 timer i et skrig. Nogle gange er han ikke vågen men skriger i søvne. Intet hjælper andet end at amme ham i søvn igen. Herefter vågner han så hver-anden time eller hver time, hvor han er lysvågen. Nogle gange vågner han i et skrig, andre gange vågner han bare op. Igen virker intet andet end amning, hvilket gør mig utrolig træt og faderen frustreret.
Han vågner typisk 6.30-7.00 Jeg ammer ham og ellers får han grød morgen og aften og vand af kop og har fået det i tre uger nu, da vi troede det var sult der var skyld i natterodet.
Det har stået på siden han var 3 måneder. Før dette sov han ca. 3-4 timer ad gangen om natten.
Vi har efterhånden forsøgt alverdens ting, synes jeg. Men intet virker rigtigt og har efterhånden accepteret powernaps gennem dagen og at jeg er meget på. Men det er hårdt, da jeg jo så ikke får indhentet nattesøvnen. Og jeg sjældent får hvilet mig i løbet af dagen, da jeg nærmest kun lige når at falde i søvn, før han er vågen igen.
Vores andet problem er, at han ikke vil tage sutteflaske, så jeg kunne aflastes lidt om dagen. Han vil gerne drikke af den, når der er vand i. Men det virker til at være smagen han ikke kan lide. Vi har prøvet forskellige slags erstatning, men han vil ikke drikke det. Heller ikke af kop. Skal han lære det på sigt for at få dækket sit næringsbehov når jeg trapper ned med amning og giver ham mere fast føde? Eller kan han nøjes med vand?
Håber du kan hjælpe.
Med venlig hilsen