Kære jer
Jeg har en skøn søn på 13 måneder. Han var lige efter fødslen en præmie-baby, der spiste, sov og udviklede sig, som han skulle.
Da han blev 5 mdr. begyndte han at vågne alt mellem 5 og 20 gange pr. nat og i den periode, var jeg bange for, at han var sulten, så for det meste fik han bryst, når han vågnede, og så faldt han i søvn igen, for at vågne efter 30 min. – 2 timer senere. Og så gentog vi hele seancen.
Set i bakspejlet overfodrede jeg ham nok og vendte ham til, at han ikke kunne sove selv, men at han skulle “have” noget fra mig, for at han kunne sove videre.
Jeg er nu 8 mdr. senere fanget i sove-fælden. Han har endnu ikke sovet igennem en hel nat – det længste jeg har fået i træk, siden han blev født i marts 2010, er 4 timer.
Naturligvis slider det på mig og alle der er i kontakt med mig… Jeg har læst flere forskellige bøger omkring emnet. “Godnat og sov godt”, “Sov igennem uden gråd”, ” Sådan får du dit barn til at sove” m.fl., men ingen af dem giver mig løsninger, som fungerer efter hensigten.
Han er en skøn, sund dreng. Han trives og fungerer godt i sin hverdag. Han går i vuggestue, som han, efter lidt indkøringsbesvær, er meget glad for. Han har en storesøster, som han forguder, og vi bor sammen; Mor, Far, storesøster og ham.
Han får ikke længere bryst. Han lever af det mad, vi spiser og han er glad for det. Han får stadigt en natflaske, inden sengetid og vi har snakket om, at den skal skæres fra, men lige nu er der andre ting omkring sengetid, der skal prioriteres.
Han bliver lagt hver aften mellem 19 og 19.30, samme måde hver aften. Han får en godnat sang, lidt putning og så bliver han lagt i sin tremmeseng, hvor han falder i søvn, som regel uden de store problemer.
Problemet starter så mellem 30 min. og 3 timer senere. Så vågner han, og han kan ikke falde til ro, uden at komme op og blive nusset/trøstet. Han bliver lagt i sin seng igen, vi holder lidt i hånden, og så går vi ud af værelset. Ovenstående gentager sig så resten af natten, og driver os alle til vanvid.
Vi har forsøgt mange forskellige løsninger: Han har sovet i midten, dette giver ham en god nattesøvn, så kan han ligge og nusse os i håret, men vi sover bare ikke godt.
Jeg har sovet med ham i vores gæsteseng, for at give ro på nætterne – dette virker fint, igen for ham, for naturligvis vil jeg gerne have han sover i sin egen seng og jeg i min.
Jeg har sovet hos ham på gulvet på en madras, så har vi holdt i hånden hele natten. Dette giver nogen ro, men han vågner stadigt mange, mange gange og skal trøstes.
Vi har forsøgt den barske metode, hvor han har fået lov til at skrige sig selv i søvn – eller dette var planen, men da han havde skreget fra 23.30 – 05.30 og stadigt ikke ville sove, kunne vi ikke mere.
Vi er kort sagt ved at være flade. Jeg er nået dertil, hvor jeg tænker; han vokser vel fra det – så må jeg klare mig indtil da. Men jeg føler hele tiden, at jeg giver afkald på mig selv, mit kæresteforhold og ikke mindst min store pige, som jeg virkelig føler, jeg svigter, fordi det altid er ,”jeg skal lige sørge for at lillebror sover, så skal jeg være der”, men eftersom han aldrig sover, kan det vare lang tid.
Jeg er godt klar over, at mange siger til os, at vi bliver nødt til at tage kampen med ham. Vi har forsøgt. Han er stædig. Græder i mange, mange timer, indtil han er hæs, og det hjælper ikke. Han bliver panisk og kan slet ikke klare, vi forlader ham – det er som om han tror vi er væk og aldrig kommer tilbage igen.
Jeg får ikke længere sundhedsplejerske-besøg, men vi snakkede om det, da jeg gjorde, og hun sagde til os, at vi blev nødt til at køre hårdt på. Udstråle fasthed og sige “nu skal du sove, godnat” og mene det.
Være hos ham på værelset til han ikke græd mere, og så gå ud. Trøste ham til han ikke græd længere, og så gå ud.
Det lød også rigtig fint og i teorien nemt. Men han holder ikke op med at græde. Han kan ikke trøstes. Når vi går ud fra værelset, bliver han super ulykkelig; skriger, græder og “kalder”.
Jeg er meget blød omkring mine børn, men her har jeg nået min grænse. Jeg har forsøgt at skrue bissen på, at sidde derinde en hel nat og sove i en stol, at fortælle ham, at jeg er der og alt er okay, men der er intet der hjælper.
Jeg føler mig som et fortabt tilfælde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle denne situation, som vi er i. Vi sidder fast, og har naturligvis svært ved at passe arbejde, skole (min datter), vuggestue og hinanden. Alle siger: “Han skal nok komme til at sove, når ham bliver teenager” – jeg synes bare, der er enormt længe til, og jeg er ikke sikker på, at det er godt nok for mig.
Hvordan kommer jeg igennem denne “fase”, som indtil videre har varet i 13 mdr.? Hvad kan der gøres, som i har erfaring med virker? Har i hørt om noget lignende?
På forhånd tak for jeres tid.
Mange hilsner fra