Kære Hsm.
Jeg sympatiserer virkelig med både jeres lille trunte og med jer trætte og rådvilde forældre, der gør jeres yderste. Jeg må desværre nok begynde med en skuffelse. I vil gerne have en forklaring. Og lige ud af posen, den tror jeg bliver svær at finde. Der kan være mange forskellige grunde til, at jeres datter pludselig er begyndt at græde om aftenene her 5 måneder gammel. Og jeg ved godt, at I tænker, har vi en forklaring, så kan vi sikkert gøre noget for hende. For der er jo ikke noget I hellere vil.
Jeg kan komme med forskellige ideer til ting, I kan forsøge jer med, som jeg ud fra jeres beskrivelse tænker kunne være værd at prøve. Og jeg tænker, at hun er træt sidst på dagen. Dagen har fyldt hende med indtryk, og hun er måske overtræt lidt før I forestiller jer det? Så mit første forslag er, at hun må have en lur FØR hun begynder at vise træthedstegn. Og så kan I jo prøve at se, hvad der sker. Jeg synes samtidig, at I skal lade hende sove, til hun vågner af sig selv. Lad hende sove i et rum, hvor der er lyst - nu er det jo sommertid, så det er nemt. Lyset er nemlig med til at bestemme hendes soverytme. Så sover hun i lys, vil hun sikkert vågne af sig selv, når hun har sovet tilstrækkeligt der sidst på dagen. Først når hun skal sove nattesøvn, er der grund til at lade gardinerne gå ned, og gøre værelset hun sover i mørkt.
I skal stadig gå efter at putte hende omkring klokken 19:30 - 20:00, som I plejer at gøre. Og hvem ved, måske vil det fungere, at hun bliver lagt i sin vugge? Nu er hun ikke længere overtræt på det tidspunkt hvis hun får en ekstra lur sidst på dagen.
Du skriver at: "det holder jo ikke at hun skal blive ved med at puttes hos os". Hvis hun er godt tilpas, så er det sikkert ikke nødvendigt. Men er hun ked af det, er det måske lige det, der skal til, for at hun falder til ro, som du skriver, at I ligger tæt med hende. Børn har behov for deres forældres omsorg og hjælp, når de ikke kan falde til ro. jeres trøst og omsorg får jeres datter til at føle tryghed, og det er vigtigt forhendes psykiske udvikling set i det l ange perspektiv.
Det er kort tid hun er så lille, og har de meget nære behov for jer og jeres hjælp. Hvor lang tid perioden kan vare, er det ikke muligt at svare prøcist på. Men et godt gæt vil være 1 - 2 uger - eller, hvis I rammer plet med at lade hende sove sidst på eftermiddagen, så vil problemet forsvinde, når hun får en ekstra lur, inden hun bliver overtræt.
I vil opleve andre perioder, hvor andre og nye udfordringer vil dukke op. Sådan er det at være forældre og have børn, der udvikler sig. Kunsten er at bruge fantasien, sine fornemmelser og kreative sans og finde ud af, hvad ens barn har behov for lige præcis her og nu.
Jeg håber at mit svar brínger jer videre.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske phd