Kære Vibeke.
Dette er et spørgsmål til det lidt ældre barn – en dreng på 8 år.
Vores søn på 8 år er lettere overvægtig. Egentlig så synes jeg ikke, at vi i familien ikke er bevidste om at spise sundt til måltiderne, og sørge for sunde mellemmåltider i hverdagen. I weekender og ved festlige lejligheder spiser vi egentlig ret usundt.. Lidt mere fredagssnoller end nødvendigt, rundstykker til morgenmad, osv. Og så har vores søn nogle venner, hvor holdningen til søde sager i hverdagen ikke er den samme som vores. Der kan de godt spise en stor is, hente snoller, drikke en cola, spise lidt chips, osv.
Jeg oplever også ofte, at han ikke får spist sin madpakke i skolen, og når han så kommer hjem, er han vildt sulten. Og ofte spiser for meget af snacks end af den rugbrød han har med. Han siger selv, at han ikke er sulten i skolen. Men jeg tror faktisk ikke at det er det. Jeg tror nogle gange at han er flov over at være lidt overvægtig og derfor ikke vil spise.
Det mit spørgsmål går på, er: hvordan taler jeg med min søn om det at spise sundt, uden at han får et træls forhold til mad, og uden at det usunde bliver “for spændende”. Men på en måde hvor han for forståelse for, at det ikke er godt for ham, med alle de søde sager. Og på en måde hvor han lærer at mærke efter, om han er sulten, frem for om han har lyst til mere?
Jeg har utrolig svært ved at finde den rigtige indgangsvinkel til ham, fordi jeg selv har et dårligt forhold til mad. (Overspiser i perioder, og bruger ufattelige mængder energi på at tænke over mad/ikke mad, sund/usund) Min mor har et endnu mere elendigt forhold til mad, så jeg har haft det med helt fra barn, og vil gerne hjælpe mine egne børn til et fornuftigt forhold til maden.
Derudover er jeg bekymret for om mit forhold til maden allerede har præget specielt ham (han har 2 små brødre, som ikke er overvægtige) Og det vil jeg gerne have sat en stopper for.
Håber på nogle gode tips og råd fra dig.
Med venlig hilsen