Kære Bente,
Mit spørgsmål omhandler søvn og putning.
Vores datter er knap 10 måneder (d. 1/6) og er en aldeles livsglad, nysgerrig og vidunderlig pige. Vi har dog ALTID kæmpet med hendes søvn, hvilket har resulteret i et lidt tidligere ammestop end ønsket (ved 9 mdr) og et ryk ind i stuen på madrasser for os forældre, så vi ikke længere deler soveværelse. Dette har hjulpet betydeligt på nattesøvnen.
Problemet er nu ift aftenputningen. Vi spiser aftensmad mellem 17.45 og 18.00. Vores datter er langsom til at spise, hvilket skyldes at hun selv prøver (samler flot alt slags mad op med fingrene). Efter en time ved middagsbordet er hun allerede godt træt. Putteritualet tager ca. et kvarter: i nattøj, børste tænder, læse godnathistorie, drikke mælk af kop, sove.
Vi har forsøgt i et godt stykke tid nu at lære hende at falde i søvn selv (jeg vil her pointere, at vi IKKE lader hende græde alene eller græde sig selv i søvn.) Men ofte ligger hun dog i laaaang tid bare og leger, pludrer, griner, sparker dynen af, banker med sutten på tremmerne/sengeranden i tremmesengen. Vi går så til og fra for at give hende sutten og putte dynen om hende igen. Men efter en time på denne måde giver vi dog op og hun falder i søvn ved at en af os står og sssshhyy’er og har en hånd på hendes arm/skulder/ryg.
Mit spørgsmål er derfor: Så længe hun ikke græder, men bare hygger sig i sengen, forstyrrer det så mere end gavner, at vi går til og fra hele tiden? Vi har på fornemmelsen, at hvis vi lader hende ligge for sig selv (uden at hun græder), så kan hun ligge og holde fest i timevis uden at falde i søvn selv.
Åååh ha, vi er meget i vildrede og synes efterhånden at dette søvn-halløj tager hårdt på den lille familie. Heldigvis står tingene langt bedre til lige nu end de har gjort siden fødslen.
Håber på nogle gode input.
Mange hilsner!