I har pligt til at give barnet et navn, inden det bliver 6 måneder, ellers risikerer I at få en bøde. I kan give barnet et efternavn med bindestreg, hvis I har lyst fx Larsen-Jensen.
Der findes godkendte lister over for-og efternavne (se borger.dk for flere oplysninger). Hvis et efternavn bæres af flere end 2.000 personer, kan det frit benyttes. Man kan gennem Danmarks Statistik undersøge, hvor mange der bærer det navn, man ønsker, og hvis det er færre end 2.000 kan man ansøge om at få navnet som efternavn. Myndighederne kan også afslå et navn (fornavn som efternavn), hvis det er så specielt, at de mener, det vil komme barnet til skade. Der er lister over hvilke fornavne, man uden ansøgning kan give sit barn. Se www.dst.dk (Danmarks Statistik).
Ønsker I barnet døbt i Folkekirken, er det kirkekontoret (kordegnen) som kan hjælpe jer med det. Ønsker I barnet døbt i et anerkendt trossamfund, skal I henvende jer til præsten eller kordegnen i det trossamfund, I ønsker. I kan også ansøge om navngivning med jeres MitID. Når I har givet barnet navn, modtager I en navne- eller dåbsattest, hvor CPR-nummeret også står på.