Hej Anne.
Tak for jeres roser. Dem vil jeg lade gå videre til de andre fagfolk i fagpanelet. Det er vi glade for.
Inden jeg havde læst din beskrivelse til ende, tænkte jeg på natte-skræk. Netop fordi jeg også ser nogle af de samme træk.
Kuren kunne være, at I vækker ham helt og tager ham på toilettet INDEN han vågner grædende og uden, I kan komme i kontakt med ham. Så vil han forhåbentlig vågne helt op og tisse, fordi I guider ham til det. Bagefter putter I ham som den naturligste ting, og jeg vil tro, at han umiddelbart falder i søvn igen og sover resten af natten.
Han tisser sandsynligvis om natten, fordi der endnu ikke produceres (nok) af et hormon i hans hjerne, der begrænser produktionen af urin om natten. Det er et rent biologisk modenhedsfænomen, som er forskelligt fra barn til barn. Måske er det muligt at tegne for jeres sønner – at de altså også er forskellige – og det er ikke noget ”man kan gøre for”… Det sker bare.
På et tidspunkt, vil han selvfølgelig ikke længere have behov for den type hjælp om natten. Så I må jo nok forsøge at undlade vækning for at se, om tingene har forandret sig.
Jeg håber, at det virker!
Held og lykke med det.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk