Kære eksperter.
Jeg har før haft stor glæde af jeres rådgivning, så jeg håber, I også kan hjælpe med denne lidt specielle udfordring, som jeg ikke har kunnet finde svar på andre steder:
Vi har tvillingedrenge på 3 år, som smed bleen i sommer – fantastisk!
Den ene klarer det meget, meget fint og holder sig også tør om natten. Den anden skal jævnligt huskes på toiletbesøg, ellers ”lækker” han, og bliver ked af det. Han sover stadig med ble om natten, hvilket har været problemfrit indtil nu (bortset fra, at han er helt klar over, at tvillingebror sover uden ble, hvilket han jo naturligvis også gerne vil – men så kan jeg ikke lave andet end at vaske sengetøj).
Vores udfordring er, at han nu er blevet så bevidst om, at han skal tisse, at han vågner om natten lige inden, han skal. Hvilket jo egentligt er meget positivt.
Men – han kalder grædende på sin mor, er stadig halvsovende, og virker som om, at han ikke er klar over, at han vågner, fordi han skal tisse. Han protesterer MEGET voldsomt med spark og slag (en 3 årig kan faktisk slå hårdt!) og uhæmmet gråd, når jeg bærer ham ud og sætter ham på toilettet, og vil IKKE tisse. Efter et minuts tid får han alligevel tisset, og bliver så forholdsvis rolig bagefter. Men er meget frustreret og ked af det, og har svært ved at falde ordenligt til ro igen.
Om morgenen er der (heldigvis) ikke noget at mærke, og han er meget stolt, når han kan se, at bleen er tør. Jeg tror egentlig ikke, at han kan huske, at han har været oppe om natten.
Det, jeg gerne vil spørge om, er, hvordan jeg skal tackle ham der om natten.
Det er ret traumatiserende for både mor og søn (han vil slet ikke have at far tager ham) med de voldsomme nattescener. Han har i sine ”unge år” været plaget af natteskræk, og det virker lidt som om han er i samme tilstand før og under ”tisse-seancen” – helt umulig at komme i kontakt til.
Jeg kan ikke selv komme på nogle oplagte tricks til at håndtere det anderledes end at tvinge ham ud at tisse på toilettet; han vil jo heller ikke tisse i bleen, selvom han har den på. Og jeg synes heller ikke vi kan nægte ham væske fra eftermiddagstimerne.
Lomme-psykologisk tror jeg, det går ham meget på, at han kommer til at tisse – det frustrerer ham, at han ikke har kontrol over det, når broren har. Måske bliver de udfordringer forstærket af, at man er tvilling, og direkte kan spejle sig i den anden. Det skal slutteligt siges, at han er ”den stærke tvilling”, som har nemt ved det meste, mens broren har skulle kæmpe lidt mere for tingene – bortset fra det med renligheden.
Jeg glæder mig til at høre fra jer!
Mvh