Hej Trine.
Jeg har en søn som er næsten et år gammel. Han er en glad og veltilpas dreng på næsten alle områder. Dog har jeg en bekymring ang. hans motoriske udvikling. Han gør absolut ingen tegn til at kravle og/eller rejse sig op. Han kan heller selv sætte sig op fra liggende stilling. Jeg er så bange og bekymret for om der kan være noget helt galt med ham, siden han end ikke er tæt på at kravle.
Han vender sig begge veje, hvis han ligger på noget blødt og kan vende sig på gulvet også. Hvis jeg lægger ting lige uden for hans rækkevidde, bliver han sur og giver op. Han sidder pænt, men fuldstændig stille. Han rækker ud efter de ting han kan nå, men vender sig ikke eller noget i den retning.
Når han ligger på maven, skubber han sig bagud med vældig fart og vender rundt. Det er også som om han godt ved, hvad der skal til for at møve sig frem. Han gider bare ikke. Når jeg sætter ham på knæene, stritter han imod, for at komme på maven igen. Det er som om han slet ikke kan se formålet ved det jeg gør.
Er der noget jeg kan gøre for at fremme hans udvikling?
Er både bekymret, men også frustreret, da jeg jo kan se andre børn på hans alder, men også yngre, der nærmest allerede går.
Jeg håber du kan hjælpe lidt, enten med øvelser eller andet, eller bare kan berolige mig lidt.