Hej
jeg skriver angående vores søn på 10,5 måneder og hans søvn. Vi har brug for råd, da jeg er rigtig træt af det nu, og det tærer på mit overskud, både til parforholdet, vores store søn på 3 år og den lille.
Jeg har tidligere haft skrevet om netop dette, og at han skulle til ørelæge, og det viste sig, at han havde væske på ørene, så han fik med det samme dræn. det var den 14. august, hvor han var 8 måneder og 1 uge.
Jeg beklager hvis det bliver langt og rodet, men jeg vil forsøge at komme med det, jeg mener kan spille ind.
Det handler om at han sover MEGET uroligt, rejser sig op, mosler helt sindssygt, og det vækker ham. han begynder at græde ret meget, og oftest er det ikke nok at give ham sutten og lægge ham ned igen, da det hele bare starter forfra, og han igen begynder at mosle: Han får kun mad en gang om natten. Jeg er oftest oppe 5+ gange om natten, hvor det tager en time+ (oftest) at putte ham. Og nogle gange er jeg vågen mere end bare 10 min, da det kan være svært at få ham til at falde til ro.
Når han bliver puttet, har jeg indtryk af, at han gerne vil være tæt, men så alligevel ikke, da han så ikke kan mosle. Når far putter, falder han oftest i søvn i hans arme, når jeg putter kæmper jeg, og han falder i søvn i sengen, hvor jeg holder ham på hoften så han ikke kan rejse sig op (mod hans vilje ).
Nogle gange giver jeg slip, og han rejser sig op, jeg lader ham græde lidt, lægger ham ned, og starter forfra.
Drænene har som udgangspunkt hjulpet. Dagen efter drænene begyndte han at tage de første kravletag, han sad pludselig stabilt, vi kunne se, at han kunne høre, han begyndte at pludre, og dagssøvnen blev markant bedre.
Det skal siges, at han aldrig har været den, der har taget mange timer i streg da han var mindre.
Sygdomsforløb:
Jeg vælger at tage sygdomsforløb med, da det har fyldt ret meget i hans liv.
Da han er 3 uger bliver han snotforkølet, efterfølgende er det lige som han bliver tæt i næsen, og det skiftes til at være snot der løber og tæt i næsen.
På hans 3 måneders dag bliver vi indlagt i 4 dage med RS virus, hvor han får maske på sygehuset. Han får som komplikation astmatisk bronkitis, og da vi bliver udskrevet får han airomir i 14 dage.
Omkring den 1. april (lige knap 4 måneder) begynder det hele at kamme over med søvnen, og han vågner hver time- halvanden og græder og skriger, og stopper så snart han kommer op. Spiser flere mindre flasker om natten.
Den 19. april tager vi ham til lægen. han har mellemørebetændelse. Han får penicillin i en uge.
4 dage efter får han samme tur, og nu en anden slags medicin. Han slutter medicin omkring den 1. maj.
Sidst i maj bliver han igen meget forkølet, begynder at ralle osv. Han starter på airomir og flexotide omkring den 4. juni. Efter 14 dages tid, er der ingen bedring, og han får oven i det singulair, hvilket giver en effekt. Siden der har han været fast på de tre astma medicin. Vi prøvede, i samråd med lægen, at trappe ham ud af airomir og flexotide, men efter 1-2 uger kom det tilbage, og han røg op på samme dosis.
Imellem det jeg har nævnt, har han næse stadig skriftet til at løbe og lyde tæt.
Motorisk/ trivsel:
han er en glad dreng, som elsker at observere sin storebror og gerne vil “lege” med ham. Han er generel nem, bortset fra han sygdom. Han har sjældent været pyller om dagen osv.
Lige nu er han inde i en periode, hvor han er utrolig pyller herhjemme, han slår sig selv i hovedet omkring munden, går ud fra at det kan være tænder på vej selvom jeg ingen kan se? Han har 4 tænder. Og vil hænge i mit bukseben eller arme ret meget. Men han er en dreng der trives, og er glad, har kontakt med os andre.
Motorisk har han være ret hurtig. Han vendte sig fra ryg til mave som omkring 3,5-4 måneder, og begyndte at bakke baglæns som 4,5-5 mdr. Begyndte at krybe som 6 måneder og 1. uge, sidde ustabilt som 6,5 måneder, begyndte at kravle som 8 måneder og 1 uge, rejse sig op af ting som 8,5 måneder ca. Gå langs ting som 8 måneder og 3 uger- 9 måneder, og går nu med os i hænderne, og med hans gåvogn, eller andet der kan skubbes.
Søvn:
Som nævnt har han aldrig været den store sover om natten, og da han var mindre, sov han ved siden af mig i sengen, hvor jeg kunne lirke brystet i munden på ham, og han så sov videre. Han blev til tider vugget i søvn, men oftest foregik det som nævnt ovenfor.
Om dagen har han generelt sovet ret godt.
Lige pt. sover han om dagen ca. 3-4 timer, alt afhængig af om han er i vuggestue eller hjemme.
Mad:
Hans madindtag har tidligere været meget varierende. Når han havde det aller værst med ørene fik han kun flaske, da han ikke ville grød. Da han blev ældre fik han kun grød, da han ikke ville spise almindelig mad. Jeg synes han tidligere (og til tider stadig) spiser meget lidt.
Han begyndte at få grød som 4 måneder, “fast” føde som 6 måneder og ellers fulgt det, han måtte få. Han får meget sjældent mælk.
Nu i en halv- hel måned synes jeg, han har spist ganske ok.
Du får lige hvordan en dag ser ud- da han gik hjemme:
Står op omkring 5.30-6
Får mad omkring kl. 7-7.30 (havregrød)
Er træt igen efter 1,5 time, men kommer ud at sove kl. 8 ca (i vuggestuen kommer han ud mellem 8-8.30)
Herhjemme sover han ca 2 timer (i vuggestuen sover han alt mellem 1-2 timer)
Han får frugtmos/frugt, når han vågner
Vi leger, han øver sig i at gå, går på opdagelse (han har svært ved at sidde stille, så sang bliver det ikke meget til) vi leger med alderssvarende aktivitetslegetøj – han ligger på jeg gør rent osv (i vuggestuen er der selvfølgelig aktiviteter)
Mad inden næste lur (rugbrød + grønt eller frugt)
Herhjemme kommer han ud igen omkring kl. 13 (i vuggetsuen kl 12.30-13). Han er vågen ca. 2,5-3 timer.
han sover typisk 1,5-2,5 time (i vuggetsuen oftest (2-2,5 time)).
Får eftermiddagsmad
Kl. 17-17.30 er der aftensmad.
Omkring kl. 18-18.30 kommer han i bad og bliver gjort klar til natten.
Omkring 18.45-19 får han godnatflaske på 210 ml (oftest spiser han måske kun 150 men det varierer)
Omkring kl. 19-20 sover han.
Han får en flaske om natten på ca 210 ml alt mellem kl 23-1.
Og så er det at han sover så uroligt, og vågner mange mange gange.
Vi har derfor brug for råd til hvordan vi får ham til at sove, skal vi lade ham græde, når han står op, men sidde inde på værelset, så han kan se os, og ved vi er der for ham, er det rigtigt at holde ham?
Jeg som mor har svært ved at gennemskue, om der er noget galt med ham. Efter al det sygdom han har været igennem, er jeg selvfølgelig bange for, at han har ondt eller? hvilket nok gør mig svag. Jeg bliver frustreret når det aften efter aften foregår på akkurat samme måde, og efterhånden har gjort det i 6, 5 mdr.
Jeg har svært ved at finde ud af, om det er gammel vane han vågner op mange gange, tænder, fordi hans næse er tæt, han er snottet osv. Hans hoved er hævet og har altid været det.
Jeg beklager igen at det blev så langt. Jeg håber du kan give nogle gyldne råd:)
Mvh