Kære mor til 7 årig søn.
Tak for henvendelsen.
Du beskriver, at din søn om natten har "spjæt" og du beskriver også din mistanke om at skimmelsvamp kan være årsagen og at det hele er gået i "hårdknude".
Måske har de to ting, du beskriver, slet ikke noget med hinanden, at gøre.
Når jeg læser din beskrivelse af din søns "spjæt" får jeg mistanke om en særlig type godartet epilepsi, som ses netop i hans alder og som forsvinder uden mén i hvert fald inden 15 års alderen. Den type epilepsi kaldes ofte Rolandisk epilepsi, og der er god medicinsk behandling herfor og, som sagt, er det en godartet epilepsi type.
Men det bør undersøges nøjere, hvorfor jeg kan anbefale dig at konsultere Jeres egen læge med henblik på henvisning til Jeres lokale børneafdeling eller praktiserende børnelæge.
Jeg tror dermed ikke, at eventuel skimmelsvamp i Jeres lejlighed kan forklare symptomerne.
Men samlet er mit råd, at du taler med din egen læge og får henvisning til børnelæge, så din søns symptomer kan blive grundigt udredt.
Med venlig hilsen
Niels