Min søn på næsten 12 måneder siger ingenting.
Han pludrer ikke og laver ingen lyde udover en enkelt lyd, der er hans “utilfreds” lyd; En lang og monoton “æææææh”- lyd der indikerer, at han er træt.
Udover det har han en lignende lyd, som han bruger, når han har fået for mange indtryk, eller er overtræt (hvis vi fx. er til familiesammenkomster). Den lyd minder meget om ææææh-lyden, bortset fra, at den i stedet for at være lang og ubrudt, er “delt op” så det er “ææh” “æææh” “æhh” (meget højt).
Min spæde søn:
Da min søn var nyfødt, var der situationer, hvor kun jeg kunne trøste ham, ligegyldigt, hvor ihærdigt min kæreste forsøgte.
Desværre blev jeg inden for de første 14 dage efter hans fødsel alvorligt akut syg og måtte opereres med komplikationer ect, hvilket betød, at jeg ikke selv var i stand til at tage mig af ham i en uge. Efter det holdt min søn op med, at give udtryk for kontakt-behov. Han græd kun, hvis han var sulten.
Nogen gange ville vi, ved et tilfælde, opdage, at han var vågnet, og bare lå og kiggede. Dette skete mange gange. Han gjorde ikke opmærksom på sig selv, eller søgte opmærksomhed. Samtidig havde han god øjenkontakt og var opmærksom på mig (drejede hovedet efter min stemme).
Han havde problemer med maven, var flaskebarn og havde forstoppelse i op til 4 dage i træk. Man kunne se på appetitten, at den dalede i takt med, at dagene gik, uden at han kom af med sin afførring (til trods for lactulose, cykling med benene, massage ect.). Dag 3 med forstoppelse spiste han næsten ingenting men skreg alligevel op til 2 timer efter et (lille) måltid. Til gengæld gylpede han mere og mere, i takt med, at dagene gik.
Sådan kørte vores “lorte-cyklus”, indtil vi fandt på at skifte modermælkserstatning, hvorefter problemerne med hans mave næsten fra dag et forsvandt.
Han ville ikke ligge på maven, og vi var til kiropraktor utallige gange. Hun mente, at han var “låst” i nakken, og havde spændinger i hofterne. Kiropraktik hjalp næsten omgående – allerede efter et besøg kunne vi se, at han både løftede hovedet højere, men også drejede det lidt rundt og kiggede, når han lå på maven, hvor han før havde ligget med ansigtet mod underlaget og skreget frustreret.
Da han lærte at dreje fra ryg til mave og omvendt, gjorde han det ganske få gange, og holdt derefter op med det. Han var hurtig til at “give op”, da han skulle lære at møve sig fremad. Jeg forsøgte ellers at hjælpe ham, bl.a. ved at holde igen under hans fødder, ligge en bold under maven på ham, kalde på ham, vise ham spændende legetøj osv.
Da han var 4 måneder gammel, var der en periode hvor han pludrede meget, efterlignede lyde osv. Men det blev bare stille og roligt mindre og mindre, indtil han til sidst blev helt stille i en lang periode.
Ligepludselig, efter en lang periode med tavshed (bortset fra æææææh-lyden) begyndte han at sige “mammam”, men det varede under 14 dage, så holdt han op med at sige det (dette var da han var 10 måneder).
Generelt har han været en lille smule langsommere motorisk, end de andre børn i mødregruppen. Men der er andre ting, der gør, at jeg synes han skiller sig ud i forhold til de andre børn. Et eksempel: Da de andre børn i mødregruppen havde lært at møve sig fremad, og hvinede til hinanden, mens de møvede hen i hovederne på hinanden. Imens sad min søn med ryggen til dem og stirrede og “pegede” på en plet i trægulvet, fuldstændig optaget af denne plet. Faktisk så optaget, at han slet ikke lod til at ænse, når de kom hen til ham og begyndte at hive i ham.
Hver gang der har været mødregruppe, har jeg gået derfra og følt mig som en fiasko. Det har været pinefuldt for mig at se, at de andre børn pludrer, griner højt og smiler stort til alt og alle, når min søn er helt tavs, kun griner højt hvis jeg leger vildt med ham (svingture ect.). I forhold til de andre børn, virker han meget tilbagetrukket. Som den sære dreng i klassen.
Hvis han er sulten, giver han ingen indikationer herpå, andet end, at han begynder at virke urolig og pylret (til sammenligning siger de andre børn i gruppen “mammam” og trækker i mødrenes bukseben). Hans ynglingslegetøj er en hundesnor, som han aldrig bliver træt af at sidde med og kigge på. Når han leger, er han fuldstændig optaget af sin leg. Jeg har mange gange sat mig ved siden af ham, i et forsøg på at lege med ham, men det virker som om, at han er ligeglad med, om jeg sidder der eller ej.
Generelt virker vores samspil ret envejs; jeg hopper og danser, laver sjove lyde, gemmer mig ect. og han kigger på mig og smiler, indtil han mister interessen, fordi han får øje på en eller anden ting. Generelt er han meget glad for ting, og hans “flyveture” på mine skinneben (altså hvor jeg ligger på ryggen, og han ligger på maven på mine skinneben), ender altid med, at der går 1 sekund så har han set noget han vil have, og så vil han hen til det og bliver sur hvis han så ikke straks bliver sat ned.
Han har bestået BOEL testen, han er hørescreenet, han har ikke haft mellemørebetændelse, og de gange han har været syg og har fået tjekket ører, har de set fine ud.
Han går endnu ikke i institution, mest fordi, jeg pt frygter, at han bliver den oversete dreng der sidder i et hjørne og passer sig selv.
Jeg vil gerne have nogen råd til, hvad jeg kan gøre, for at hjælpe ham igang sprogligt. Eller bare et råd til, hvordan jeg får ham igang med at pludre. Jeg læser billedbøger for ham og peger på tingene i bøgerne, mens jeg forklarer hvad det er.
Generelt forklarer jeg ham, hvad ting er, hvad de hedder, og hvad man bruger dem til. Jeg synger for ham hver dag – både når han skal sove, men også bare for at lave noget der er hyggeligt sammen. Jeg siger det samme igen og igen, fx. forsøger jeg at lære ham at sige “dada” ved at sige “da” (altså korte det ned), og udtale det velartikuleret.
Han gør intet forsøg på, eller tager initiativ til, at sige den samme lyd. Han kigger bare og smiler. Uanset hvad jeg gør, siger han ikke noget. Heller ikke min kæreste eller andre, kan få ham til at sige noget. Vi er begyndt at få kommentarer fra familie og venner om, at han er meget stille, og det skærer mig i hjertet.
Jeg har selvfølgelig for længst givet mig selv skylden. Det var mig der blev syg og derved svigtede ham. Det var mig der skulle komme mig ovenpå operation og komplikationer, på et tidspunkt hvor jeg burde have øst ud af overskud og udstrålet en indre ro og lykke over mit lille mirakel. Mor-mæssigt føler jeg mig som en fiasko.
Med venlig hilsen