Kære sundhedsplejersken.dk
Vi er kommet i et stort dilemma herhjemme. Vores datter på lidt over 2 år, vågnede en aften kl. 24 for snart 2 uger siden og var meget ulykkelig og virkede lidt angst.
Det skal først siges, at hun har sovet i sin egen seng, siden hun var ganske lille, fordi ingen af os fik en ordentlig nattesøvn, hvis vi alle 3 skulle sove sammen.
De sidste mange måneder har hun sovet rigtig fint uden at vågne og været glad og tilfreds med at komme i seng, fast kl. 20 hver aften. Når hun blev puttet, er hun bare blevet lagt og så har hun ligget en lille ½ time og snakket og så faldet i søvn.
Da hun så vågnede kl. 24 for snart 2 uger siden, virkede hun angst og sagde noget med en bussemand gemte sig og bed hende (der har på et tidspunkt været en drøm med en edderkop, der bed hende, men det var ganske kort uden problemer).
Den nat måtte jeg ikke forlade værelset og jeg valgte derfor at tage min dyne og ligge mig til at sove på en madras, der ligger på hendes gulv (det har jeg kun gjort ganske få gange før under sygdom). Om morgenen da hun vågnede meget tidligt, fortalte hun igen historien om bussemanden under sengen, der gemte sig og kom frem og sagde bøh og bed hende.
Jeg brugte lang tid på at vise hende, at der ikke gemmer sig noget på hendes værelse og prøve at forklare, at det er noget, man nogle gange drømmer, når man sover og så spurgte jeg i vuggestuen, om der havde været nogen leg eller historie dernede fra, men de kunne ikke lige komme i tanke om noget.
Aftenen efter ville hun ikke i seng og nævnte igen helt af sig selv den bussemand under sengen, igen prøvede jeg at få hende til at forstå, at der ikke gemte sig noget under sengen eller andre steder og forklarede, at mor og far passer på hende.
Ingenting virkede og vi valgte derfor at slå weekendensengen op i vores soveværelse, men hun synes bare, det er en fest, når hun kommer derind og faldt først i søvn ved 22-tiden. Hun vågnede mange gange i løbet af natten, men uden at tale om bussemand eller andet. Hun stod op kl. 4.30. Aftenen efter valgte vi, at vi ikke ville ryge ind i den dårlige mølle med mors og fars værelse, derfor lagde vi hende i egen seng med stort ståhej til følge.
Men vi har før prøvet en magtkamp, hvor hun skulle lære at falde i søvn, så vi var fast besluttet på hun skulle falde i søvn i sin seng. Hun nævnte ikke den aften noget om bussemand under sengen og derfor fik hun lov at skrige af utilfredshed (hun har rigtig meget temperament), mens vi gik ind til hende indimellem og beroligede hende.
Hun var dog helt ude af kontrol og til sidst endte det med at hun begyndte at hyperventilere og klokken nærmede sig midnat. Jeg tog hende op et par minutter og hun faldt i søvn af udmattelse. Så har vi så taget aftener derefter, hvor vi har siddet på skift ved siden af hendes seng, indtil hun falder i søvn og hun siger selv, at man skal sætte sig, når hun bliver lagt.
Lige så snart hun kan se, man gør klar til at gå, uanset om man forbereder hende på det eller man bare siger godnat og kysser og går, så begynder sirenen og hun fortsætter og fortsætter og jeg har en tvivl inderst inde, om det er fair at være lidt kold og kynisk, for jeg orker simpelthen ikke at bruge en time inde ved siden af hendes seng om aftenen, fordi der så er så lidt tid tilbage til at slappe af både alene men også sammen med hendes far.
Jeg vil selvfølgelig sikre mig, at hun føler sig tryg, men jeg føler lidt, at det nu bare er blevet til en “dårlig vane”, fordi hun synes, det er hyggeligt og det kan jeg sagtens forstå, men nogle gange orker jeg bare ikke, at nærmest alting skal være på hendes præmisser, jeg synes, jeg giver mig selv rigtig meget i løbet af dagen, hvor vi hygger og laver kreative ting sammen og slutter af med at læse bøger i sofaen og så bliver hun forberedt lidt inden hun skal ind i seng, men vi slipper ikke for det skrigeri.
Jeg er bare bange for, at jeg overser en problemstilling i forhold til, at hun har haft et mareridt og måske negligere det, fordi der er gået et par uger, så derfor vil jeg gerne høre jeres vurdering af situationen.
Mange hilsner
