Hej Grethe
Normaltvis så er den forreste fontanelle åben ved barnets fødsel og lukker tidligst, når barnet er 8 måneder. Men det sker engang imellem, at den forreste fontanelle (også kaldet den trekantede fontanelle) gror for tidligt sammen.
Hvis kraniet lukker for tidligt, så er der ikke plads til, at hjernen kan vokse og ubehandlet vil det føre til forhøjet tryk i hjernen med retardering til følge.
Men, - vi fødes også med en bagerste fontanelle (populært kaldet den firkantede fontanelle), der sidder længere tilbage på hovedet og som for nogle børn lige er lukket ved fødslen, mens den står åben for andre. Begge dele er helt normale. Hvis dit barnebarn fortsat har en åben firkantet fontanelle, så er der stadig plads til at hjernen kan vokse og det fungerer uden problemer.
Når jeres læge har sendt barnet videre til en specialist, så er det fordi man vil undersøge, dels om den trekantede fontanelle nu er helt lukket, dels om den firkantede er lukket og endelig for at se, om der er nogle andre steder på kraniet, hvor der er mulighed for, at det fortsat kan vokse, så den voksende hjerne ikke bliver klemt. Alt dette er det muligt at undersøge via en scanning af barnets kranie. Og er der blot en lille åbning tilbage, så følger man typisk barnet i en periode for at sikre sig, at hullet ikke lukker helt, uden at foretage sig yderligere.
Hvis en scanning viser, at alt er helt lukket, så kan man, barskt sagt, lave revner i kraniet og dermed give plads til hjernens fortsatte vækst. Groft taget svarer indgrebet til, at man brækker en knogle. Flytter brudfladerne lidt væk fra hinanden og så er naturen så viseligt indrettet, at de to endeflader laver ny knoglemasse mellem sig og vupti er knoglen blevet større.
Det virker lidt voldsomt, at man sådan påfører revner på kraniet, så det er naturligvis specialister, der udfører denne type af operationer. Men det er meget mere farligt ikke at gøre noget. Ubehandlet vil et for lille kranie altid medføre retardering.
Håber det var en forklaring, der gav mening og ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.