Hej Rie Luna
Der er ingen tvivl om, at jeres datter har knyttet sig tæt til sin mor og det er godt, at I er opmærksomme på, at far selvfølgelig også skal inddrages, - og gerne på lige fod med mor.
Men hvis det er hendes mor, der er mest sammen med hende i hverdagen, så er det helt normalt, at det selvfølgelig er den, hun tilbringer mest tid sammen med, som hun umiddelbart knytter sig mest til.
Så hvis far skal på banen, så kan det være en rigtig god idé, at I snakker om, hvordan I kan samarbejde omkring det. For det kræver, at I er enige om, at der hvor I aftaler, at far skal være den, der tager sig af jeres datter, så skal mor ikke komme og ”hjælpe”, hvis jeres datter fx begynder at pive/græde.
Og er du som mor, lige ved siden af, så skal du både med ord og med dit kropssprog sige ”Nu er det far, der hjælper dig og det er han rigtig god til, det går rigtig fint, I klarer jer fint uden mig, etc”.
I nogle familier så lykkes det først rigtigt at få far på banen, når mor helt forlader hjemmet. Det kan være rigtig godt, både for far, mor og barn, at mor fast en gang om ugen forlader hjemmet i nogle timer og går til en fritidsaktivitet, mødes med veninder, går i biffen eller lignende, mens far og barn er alene hjemme.
Så længe barnet kan fornemme, at mor er lige i nærheden, i et tilstødende lokale, i badet eller lignende, så vil barnet typisk blive ved med at insistere på, at mor skal komme. Og far virker formentlig heller ikke så sikker i foretagendet, hvis ”den nemme løsning” lige er på den anden side af døren og det kan barnet mærke.
Det kan også være en rigtig god idé, at far kan få sine egne små domæner sammen med datteren. At han fx er den, der altid bader hende og de har den stund sammen. Eller han kan tage hende med til babysvømning, - kun de to, alene sammen uden mor.
Det er godt for jeres datter at opleve, at være alene sammen med sine forældre, en ad gangen. Det giver en anden opmærksomhed, at man er to, der er sammen, frem for at være tre, der er sammen.
Og du har ret i, at så små børn ikke kan vise foragt, være beregnende eller lignende. Det er de endnu ikke udviklet til. Men de er vanemennesker og hviler godt i de vaner, de en gang har indarbejdet. Så de vil nogle gange protestere, når man forsøger at ændre på deres vaner. Det er sikkert det din kæreste oplever, når han giver udtryk for, at jeres datter virker negativ overfor ham. Så handler det ikke om ham som person, men om at I forsøget at ændre på hendes vane, som hun ikke ønsker nogen ændring af.
Men som forældre ved I, at hun vil have godt af denne ændring, så det er bare med at komme i gang, også selv om hun protestere.
Men hendes protester vil ophøre, når far gentagne gange har været på. Så bliver det en vane, til trods for at han måske gør tingene lidt anderledes end mor.
Held og lykke med de nye vaner.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.