Hej
Jeg håber lidt, at du som en udefrakommende, kan sige et par ord, der kan være os behjælpeligt.
Jeg har en lille babypige på 5 måneder. Hun er en fantastisk pige. Mild, rolig, glad og meget rummelig for sine omgivelser. Jeg tror faktisk godt, hun kan lide at være i spotlyset – så længe hun har sine forældre inde for rækkevidde.
Hun har sovet igennem helt fra start af og er på mange måder et ekstremt nemt barn, som jeg elsker at være mor til.
Hun har helt fra start haft det bedst med at være hos mig. Der opstår jo situationer, hvor jeg lige har nogle gøremål, der skal klares, et bad der skal tages, osv, men det har hun det meste af tiden meget svært ved. Altså, det med at skulle holdes af sin far og ikke kunne se mig.
Nogen gange virker det okay for hende – så længe hun kan se mig. Dvs. hvis jeg f.eks er i bad, så sidder han med hende på gulvet lige foran, så hun kan betragte og følge med i alt, hvad jeg gør.
Det sker dog også, at de kan lege sammen og hun pludrer løs – men hun når på et eller andet tidspunkt til et punkt, hvor hun bare skal have mig og det skal være med det samme.
Jeg ved udmærket godt, at hun er for lille til at forstå og vide, at jeg ikke er fuldstændig væk, hvis jeg er i rummet ved siden af. Det er egentligt også mest på min kærestes vegne, det kunne være rart med et par andre øjne på situationen. For sommetider kan han godt tage det lidt personligt, når hun bliver så ked af det og så bliver han også ret mut og når vi snakker om det, virker det som om, at han tillægger hendes råb efter mig, alt for meget negativt i forhold til ham. Ting som at hun ikke kan lide ham, jeg er bedre og at han føler hun kigger på ham med foragt.
Men sådan er det jo ikke. Hun er jo bare en lille pige, der slet ikke kan tænke sådan. Det ved jeg. Men ja – kunne være rart med dit besyv på det hele?
Det er vigtigt at tilføje, at hun generelt er en vildt glad baby, der udvikler sig som hun skal og på mange punkter er lidt på forkant.
Med venlig hilsen