Hej Else
Jeg skriver fordi jeg har brug for lidt sparring udover vores faste sundhedsplejerske.
Vores datter er 5 måneder, og vi har haft mange søvnproblemer i de 5 måneder.
Der har været problemer med at få hende til at sove længere end 45 minutter om dagen, og problemer med opvågning hver time om natten, grundet hvad jeg skønner, er drømmeaktivtet. Jeg skriver, fordi vi har fået et par nye ting i den sidste tid, som udfordrer mig og min evne til at være der for min datter.
Hun har i lang tid haft et mønster med 3 lure, gå i seng klokken 21-22 og vågne omkring klokken 8. Hun har nu i de sidste par uger, taget en ekstra lur om aftenen, så der hvor vi normalt har puttet hende til natten, så er hun vågnet op efter en 30 minutter og været frisk og vågen. Herefter har hun haft en lang vågenperiode på 3 timer, og derfor kommer hun først i seng efter midnat.
Herefter vågner hun hver time og er urolig. Vi forsøger at få hende videre uden at tage hende op, men det lykkedes ofte ikke. Når vi tager hende op, skubber hun sig ofte væk fra os i favnen. Jeg tænker hun drømmer her, men nogle gange er hun helt lysvågen. Hun græder ofte meget ved de opvågninger. Nogle gange har jeg måtte vække hende helt, efter hun har grædt i en lille halv time, og jeg har prøvet alt.
Klokken 4-5 vågner hun helt og er klar på dagen. Det bliver derfor til meget lidt nattesøvn for sådan en størrelse, og jeg er ved at være lidt udkørt. Min mand aflaster alt hvad han kan. Om dagen sover hun fint i barnevognen og sover i løbet af dagen en 4-6 timer i det hele, nu med den ekstra aften lur.
Hun ammes og får flaske grundet en tidligere ammestrejke, der bare aldrig blev god igen. Ingen overgangskost endnu. Hun er en stor og lang pige, men ikke overvægtig og hun tager fint på. Hun er ikke synderlig sulten om natten og bliver her ammet og får tilbudt flaske, men vil ofte ikke. Spiser først rigtigt igen omkring formiddagen.
Hun falder selv i søvn i vognen, og vi arbejder på at lære hende at gøre det i egen seng også. Hun bruger i udgangspunktet ikke sut, da vi oplever hun vågner, når den falder ud. Men enkelte gange får hun den, for at jeg også kan sove bare lidt. Vi vil gerne have hjælp til, om vi kan gøre noget for at få hende tidligere i seng/eller stå senere op, eller om det bare er et spørgsmål om udvikling og at vi må holde ud.