Hej fagpanel
Jeg har et spørgsmål vedrørende min søn på 16 måneder. Han er normalt en meget glad, sund og nysgerrig dreng med krudt i rumpen, men på det seneste har han virket vred og ulykkelig. Vi er ret bekymrede og hver aften er vi begge ved at bryde sammen af frustrationer over at se ham så ulykkelig.
Det er en kamp at putte ham. Han græder hjerteskærende i timer, og vi forsøger alt for at trøste. Vi krammer, vugger, nusser, synger og putter med ham, men lige meget hjælper det. Vi kan være heldige at få afledt ham i nogle minutter, før han starter igen og til sidst ender det som regel med at han falder i søvn i armene på os, af bar udmattelse.
Han er startet i vuggestue for et par måneder siden og har grædt dagligt, når han blev afleveret. Men også det har ændret sig på det sidste. Umiddelbart så vi det som et godt tegn, at han ikke længere græder ved afleveringen, men nu oplever vi i stedet, at han virker følelsesløs både ved aflevering, og når vi henter.
Det er først, når vi er ude af institutionen og på vej over til storebrors fritidshjem, at han igen begynder at udtrykke sig. Han er fuldstændig udtryksløs når vi henter ham, hvilket han aldrig før har været. Han virker trist og ligeglad.
Han er normalt meget begejstret, når han ser os eller andre han kender og vinker normalt med stor iver, når man går. Når han er derhjemme, vel at mærke. Så mit spørgsmål er derfor, kan alt dette skyldes et tigerspring?!
Eller trives han ikke i sin nye tilværelse?!
Hilsen