Hej,
Jeg er mor til en pige på 5 (næsten 6) og til en dreng på 2 (næsten 3). Jeg bor med min mand som er førtidspensionist. men som har et skånejob. Jeg arbejder selv på fuld tid.
Jeg skriver, idet vi har brug for råd og vejledning ang. vores søn. Han er en skøn lille dreng. Er meget kærlig og er nok meget “mor-dreng”. Han går pt. i dagpleje men skal begynde i børnehave her til december måned. Han sover fortsat middagssøvn omkring 1 1/2 time over ved sin dagplejemor. Vi har i lang tid ikke kunnet få ham til at sove hjemme. I det sidste stykke tid har han dog sovet middagslur og har faktisk sovet 2 timer.
Vores problem er hans temperament. Han har et voldsomt temperament. Når han får et “anfald” både slår og sparker han. Han kaster også med tingene. Gerne hvad han har i hænderne, hvilket tit er biler m.m. Normalvis har vi brugt at sende ham ind på sit værelse men i de sidste 3 uger er det gået helt galt.
Han kaster nu med alt sit legetøj på værelset og har faktisk præsteret at lave mærker i døren. Det gør nu, at vi (eller primært mig) bliver sammen med ham og forsøger at tale ham til ro. Men intet trænger ind og det virker som om, at det er bedst at lade ham ligge en 5 min., hvorefter jeg komme i nærheden af ham og få “kontakt” igen.
Situationerne opstår på 2 måder:
– Hvis han sidder og leger med en traktor og ex. vognen ikke vil hægte sig på. Så råber han og det ender med at han kaster med vognen. Hvis han sidder med et puslespil og brikkerne ikke vil i, så har vi samme situation m.m.
– Hvis vi gerne vil have at han gør noget. Ex. når han skal ud og have skiftet ble. Hvis ikke han har lyst til det, så starter balladen. Hvis han bliver irettesat. Hvis der opstår et skænderi/uenighed med sin søster. Hvis han skal ind i bilen og ikke lige har lyst.
Jeg kunne fortsætte. Vi har for nylig været afsted med begge unger en tur i byen omkring frokost. Der var nogle aktiviteter for børn. B.la. et lille tog som man kunne køre med. De fik lov at prøve en tur. Men vores søn ville ikke af toget, da det var færdigt og så begyndte balladen ellers.
Han gik helt i selvsving og det endte med at jeg kørte hjem med ham, hvor min mand blev tilbage med vores pige, da det jo ikke skulle gå ud over hende. Han skreg, hylede, slog mig, sparkede og var helt ulykkelig. Min mand tog ham på et tidspunkt, da jeg ikke kunne holde ham.
Det skal siges, at når de her “ture” opstår, så er min mand og jeg i bund og grund enige om, at vi skal have det stoppet. Men jeg har nok mere overskud, hvor han med det samme også kører op. Det giver nogen spændinger imellem os, hvilket jeg også tænker, vores søn mærker.
Jeg vil dog også gerne fortælle at vores søn såmænd også kan være rolig og lege ubemærket i lang tid. Han er i den forstand mere selvstændig end vores datter. Hun søger meget, at vi skal arrangere noget for hende. Hun keder sig hurtigt. Det gør vores søn ikke. Han er utrolig god til selv at lege og kan sagtens ligge og lege med biler og se tegnefilm i lang tid uden problemer.
Det, der gør mig ked af det er, at det her også påvirker vores datter. Vores søn tager meget af vores tid. Egentligt også fordi jeg hele tiden forsøger at være et skridt foran ham og undgå alle de her situationer.
Engang imellem bliver jeg irriteret over dette, da det føles som om, at han styrer en stor del af vores hverdag. At han også skal kunne tåle at få et nej. Jeg orker simpelthen ikke altid, at skulle være et skridt foran ham.
Min mand er – om muligt – endnu mere frustreret over dette end jeg. Men fordi han tit kører lige så højt op som vores søn, så er det stort set mig, som tager de fleste kampe.
Selvom vores søn har dette temperament, så er han også utrolig kærlig. Og jeg kan se på ham, at han gerne vil i kontakt med mig, når han er hysterisk, men det tager som regel de 5 min., inden han er rolig nok til at komme. Det er primært mig, han vil have.
Det skal også siges, at jeg nok har påtaget mig en stor del af opdragelsen af vores børn. Det har lidt at gøre med, at min mand har PTSD. Det har han dog haft i mange år og det er ikke noget,vi mærker meget til i hverdagen. Men det har en betydning i forhold til overskud. Og at han ikke magter alt for lange “kampe”. Han kører – som tidligere nævnt – hurtigt op på børnenes niveau.
Det er en lang fortælling og jeg kunne fortælle meget mere. Vi har snakket om alle mulige årsager. Hvad vi kan gøre anderledes? Er der noget helt galt? Er det her indenfor normalen? Skal vi måske have en fagperson ud og hjælpe os med at håndtere ham? Og hvordan gør man det?
Det her fylder meget i vores hverdag og har også en betydning til, hvad vi foretager os med børnene. Det sætter nogle begrænsninger. Og når vi er afsted, holder jeg vejret og håber, at det går godt. Jeg bryder mig ikke om, når han får sine ture blandt andre.
Jeg føler mig som en dårlig mor, der ikke har styr på sine børn. Og mest af alt er jeg frygtelig ked, at andre folk måske sætter os/ham i boks. For han er også en utrolig glad dreng og kan være super charmerende og kærlig.
Jeg har talt med vores dagplejemor. Hun fortæller, at han også der har et temperament, men jeg ikke indtryk af, at hun tænker, at det er noget ud over normalen. Når han er ved sin mormor og morfar eller alle andre for den sags skyld, kan han også få sine ture, men slet ikke i samme omfang som hjemme. Det er mit indtryk, at det er hjemme ved os, det går helt galt eller bare når min mand eller jeg er omkring ham.
Vi har brug for noget råd og vejledning i forhold til at takle ham bedre og måske bedre forstå ham.