Hej Else.
Jeg har før fået god hjælp af jeres råd både til mig og andre, og nu har jeg så brug for hjælp til en ny udfordring.
Vi har en dejlig, sund og glad dreng på to et halvt år, som på alle måder er inde i en rivende udvikling. Han er godt i gang med sit selvstændighedsprojekt, og i det store hele går det rigtig fint.
Som så mange andre børn i den alder kan han blive helt ulykkelig, hvis vi kommer til at åbne hoveddøren, når han nu lige havde forestillet sig, at han skulle gøre det, eller hvis vi åbner vandhanen, tænder lyset, vender frikadellerne osv. “Min tur!” råber han så, han kan selv, og han vil selv! Og det får han i videst muligt omfang også lov til. Det motiverer ham meget, han laver stort set selv sin havregrød om morgenen, han tømmer opvaskeren, når vi kommer hjem fra vuggestuen, og han beder tit om lov til at støvsuge. Kan man næsten ønske sig mere? 🙂
Men på ét punkt både kan og skal han selv, men det vil han bare ikke! Det drejer sig om at få tøjet af og på.
I hans vuggestue gør de meget ud af at gøre børnene selvhjulpne. Vi har bevidst valgt tøj og sko, som er lette at tage af og på for små fingre med lidt umoden motorik. Og han kan faktisk rigtig meget selv. Han gider bare ikke.
Hvis der er en motivation for ham, går det lidt lettere, fx smider han kludene på nul-komma-fem, hvis han skal i bad. Men det er ikke altid, at vi kan give ham den gulerod, og jeg har ikke lyst til at bestikke ham: “Hvis du gør x, så får du y”.
Jeg synes, vi har prøvet rigtig meget for at få det til at glide, men det ender ofte i situationer, som er trælse for alle parter. Og det er bestemt ikke sådan, jeg ønsker at sende ham ud ad døren om morgenen.
Vi har prøvet at forklare ham, hvad det er, vi gerne vil have ham til at gøre. Vi tager det trin for trin, så han kan følge med – viser på vores egne kroppe og på hans. Og jeg er ikke i tvivl om, at han forstår, hvad det er, der skal ske. Men han gør alt for at undvige. Han pjatter, fjoller, larmer, trommer og kravler væk, hvis han ser sit snit til det.
Vi har også prøvet at gøre det til en leg: “Hov, nu er foden væk! Kan du finde den inde i buksebenet?”. Men han bider ikke rigtigt på den.
De dage, hvor vores overskud er lidt knapt, og vores søn kan mærke på os, at vi bliver irriterede, er han pudsigt nok mere samarbejdsvillig. Jeg må ubevidst have set lidt sammenbidt ud, da han en dag spurgte mig “Mor sur over?”, og da jeg fortalte ham hvorfor, var der slet ingen bøvl resten af tiden. Det har vi oplevet flere gange og det ærgrer os, at vi skal nå derud. Vi ville jo meget hellere, at vi bare kunne hjælpe hinanden og hygge os med det.
Vi fornemmer nogle gange, at vores tilstedeværelse gør situationen værre. Hvis han ikke har nogen at spille op mod, tjener hans overspringshandlinger ikke længere noget formål for ham. Jeg kan bede ham om at tage hjemmeskoene på 100 gange, uden at han gør det. Men hvis jeg siger: “Nu går jeg ud og laver morgenmad, og du må komme med, når du har taget dine hjemmesko på,” kommer han inden for et minut. Men jeg kan også se på ham, at han er lidt ked af det, når han kommer ud til mig. Som om han føler sig sat i skammekrogen, og det er jo bestemt ikke vores hensigt.
Vi roser ham for de ting, han gør selv: “Har du selv taget bukserne på? Hvor er det sejt!,” og så bliver han så stolt. Og vi skælder ham selvfølgelig ikke ud over, at han stadig har brug for hjælp til nogle ting. Vi hjælper ham bare uden at kommentere synderligt på det. Vi sætter ord på, hvad vi gør, så han kan lære det, men uden at tale om det som et problem.
Nogle gange skyldes hans modvilje træthed efter en lang dag i vuggestuen, og så stiller vi selvfølgelig lidt færre krav til ham. Han er også for nyligt blevet storebror, og det har væltet ham lidt ud af balance, det tager vi også hensyn til.
Selvom selvstændighedsfasen er en prøvelse for både ham og os, synes jeg, at vi i langt de fleste tilfælde kommer rigtig godt igennem de udfordrende situationer. Bølgerne går sjældent højt, og vi kommer igennem langt, langt de fleste dage uden skrig og skrål. Vores søn er heldigvis meget modtagelig for (enkle) forklaringer og konsekvente regler. Så jeg synes faktisk ikke, at stemningen herhjemme ellers er anspændt eller dårlig. Vi laver en masse sjov sammen og har mange gode oplevelser med hinanden. Men tøjproblematikken driller os lidt.
Skal vi helt droppe projektet et par uger for at give ham lidt luft, inden vi sætter det på dagsordenen igen? Og hvordan gør vi det, så det ikke bliver en sur pligt, men bare en naturlig del af hverdagen? Du har helt sikkert nogle bud på, hvordan vi får vendt situationen.
Jeg ser frem til at høre fra dig
Krudtuglens mor
