Kan min søn ikke lide mig?
Spørgsmålet virker måske absurd, men det er den fornemmelse, jeg ofte sidder med…
Jeg har en dejlig dreng på godt tre måneder, som i det store hele trives. Desværre har han dog tendens til nogle voldsomme grådanfald, hvor jeg slet ikke kan trøste ham, uanset hvad jeg gør.
Grådanfaldene kan komme som lyn fra en klar himmel. Jeg tager ham selvfølgelig nænsomt op og holder ham tæt til mig for at give ham tryghed – men jo mere, jeg forsøger at trøste ham, jo mere kører han op i en spids.
Hans lunte er meget kort. Han kan komme helt op i det røde felt på få minutter uden nogen synlig grund – og så fægter han febrilsk med arme og ben, og hans øjne lyser af panik. Der er intet system i gråden, og den er ikke så langvarig, at jeg vil kalde det kolik. Men hans gråd er meget intens, og han bliver lynhurtig helt svedig.
Jeg synes selv, jeg er ret god til at bevare roen – jeg taler lavmælt til ham eller siger “ssssch”, mens jeg vugger ham blidt fra side til side. Men lige lidt hjælper det. Ind i mellem bliver jeg dog så desperat, at jeg er ved at hoppe ud ad vinduet – jeg vil så gerne hjælpe ham, jeg ved bare ikke hvordan. Og hvad er en mor, der ikke kan trøste sit barn?!
Han bliver ofte ked af det, når han skal puttes, og jeg så lægger jeg mig ved siden af ham for at berolige ham – jeg stryger hans pande og nynner en stille melodi. Men det virker ikke. Når han så er kørt helt op, lægger jeg mig lidt væk fra ham, og så falder han langsomt til ro.
Det er indtil nu ikke lykkedes mig at trøste ham – det eneste, der nogle gange virker, er at tænde hårtørreren eller lægge ham fra sig. Og det er derfor, jeg føler, han ikke kan lide mig – fordi en hårtørrer er bedre end hans egen mor, og fordi han hellere vil ligge alene end være i min nærhed.
Jeg ved godt, han ikke gør det for at genere mig – han reagerer bare på sine instinkter. Måske er det det, der gør mig så ked af det – for hvorfor skubber han helt instinktivt mig væk fra sig, når han er ked af det? Hvad har jeg gjort forkert?
Jeg har aldrig lagt hånd på ham eller på anden måde “straffet” ham, når han græder. Jeg kan dog ikke sige mig fri for at have hævet stemmen i afmagt en enkelt gang. Jeg nægter at lade ham græde til udmattelsens punkt, for jeg vil så gerne have, at han ved, jeg altid er der for ham. Men den “besked” lader ikke til at nå igennem til ham…
Når han er i sit gode lune, er han helt fantastisk – vi leger, synger, snakker og bevæger os sammen. Vi har en kysseleg, som han elsker, og min mand og jeg viser ham generelt mange kærtegn. Vi elsker ham jo højere end noget andet – derfor gør det også så ondt, når tingene går i hårdknude. Ingen af os kan trøste ham – jeg tager det bare mere personligt end min mand. Jeg føler mig som verdens største fiasko.