Hej Tinkie.
Tak for rosen, det blev jeg glad for. Og godt at høre, at I nu er en familie på 4, der stort set trives godt.
Jeg tror det er en stor omvæltning for langt de fleste brn, når der kommer en ny søster eller bror. Udvikling er jo næsten altid "brolagt" med udfordringer - og det er da noget af det mest spændende at se, sine to børn vokse til...
Det er dejligt for jer, at aftnerne er blevet fredelige. Men nætterne er stadig udfordrende... Såpdan som du fortæller om din søns søvn i dagplejen, så synes jeg det er for tidligt, at han undværer sin middagssøvn. Måske skal I hellere lade ham sove til middag, så længe han kan. Husk at han har bedst af at sove lyst - væk med tæpper, bleer osv. Lyset er med til at regulere hvor længe, han sover. For lidt søvn i dagtimerne kan nemlig gøre ham overtræt, og så bliver nattesøvnen urolig. Faktisk som du beskriver det. Og det hjælper ikke at undlade middagssøvnen. Det kan faktisk ofte gøre situationen værre at springe den over.
Måske tager det et par uger før han har vænnet sig til at sove lidt længere middagssøvn og roligere nattesøvn. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at det kommer til at gå sådan - men det er sandsynligt.
Når han er meget træt om aftenen, har han heller ingen appetit. Det kan være, at den længere middagssøvn også bedrer på hans spisning om aftenen. Det er da ok, at han bare tager rugbrødsmadder, hvis det er det eneste, han orker. Men det kan tænkes, han har lyst og energi til at deltage i aftensmåltidet, hvis han får tilfredsstillet sit søvnbehov.
HUsk lige at børn sover bedst i et helt mørkt soverum. Ikke noget med små "natlamper" - det forstyrrer nattesøvnen.
Held og lykke med det hele. Du er altid velkommen tilbage.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk