Kære mor med dårlig samvittighed.
Tak for din levende beskrivelse af jeres datter, som selvfølgelig reagerer på alle de forandringer, der er sket i hendes liv. Hun er 5 ½ år og er stadig, om man kan udtrykke det sådan – I sine følelsers vold. Det betyder, at I sagtens kan tale fornuft med hende, hun siger undskyld for alle de ting, som hun godt ved, at I ikke vil have, at hun gør.
Men fra den intellektuelle forståelse, som hun giver udtryk for, og så at hun lader være med at blive rasende næste gang. Det kan I ikke forvente af hende, for hun kan simpelthen ikke styre sine følelser, når hun bliver så vred.
For hende og for jer er der meget på spil. Hun (og I) har fået vendt op og ned på livet. Mange nye vaner er blevet indført, og mange gamle vaner har hun sagt farvel til. Og det er meget at skulle forholde sig til på én gang, når man bare er 5 ½ år. I skal omvendt finde jer tilpas med et nyt spædbarn, som også kræver sit. Så I mærker, at det simpelthen ikke er muligt at fastholde de rutiner I havde, dengang I kun var tre i familien.
Jeg er usikker på, om reaktionerne fra jeres datter har med jalousi at gøre. Det handler om forholdet mellem mor, far og jeres datter. Fra én dag til den næste har hun skullet – sove for sig selv, selv mestre mange ting, som hun tidligere fik hjælp af jer til (I stiller nu større krav til hende), samtidig med at jeres følelsesmæssige forhold sikkert er blevet mere fjernt. Og det reagerer hun selvfølgelig på, med følelserne i fuldt flor, så I virkelig kan mærke det. Det er en sund reaktion, som I må tage alvorligt.
Og hvordan pokker får I så vendt bøtten? Først og fremmest må I voksne tale jeres dagligdag igennem, som den ser ud lige nu. Er det muligt, at én af jer virkelig er nærværende og mentalt på for hende, fx om aftenen lige inden sovetid? Måske kan I hjælpe hende med nattøjet, uanset om hun godt kan selv? For det er direkte omsorg af første grad. I kan drikke en kop varm te med mælk i, når I er sammen om historielæsning inden tandbørstning og putning i egen seng. Der kan måske være inkluderet, at hun får lidt massage på skuldrene ”så sover du bedre, min skat”. Et ekstra knus og kram, en lille sovesang, så hun virkelig mærker – her er min far eller mor, og de er der for MIG.
I vil få konflikter med jeres datter på 5 ½ år, der let får følelsesmæssige rutsjeture i en ny situation. Men I må forsøge at forebygge, konflikterne bliver så omfattende, at hun raserer værelser mv. I kan fx lave et STOP-skilt. Og så aftale med hende, INDEN det bliver aktuelt, hvad I skal gøre for at forhindre, situationen bliver så ekstrem, at hun raserer værelser og gør ting, som hun bagefter fortryder. Måske et særligt ord eller en sætning, I skal sige. Det gør ikke noget, det er lidt sjovt.
Det kan også være, at hun vil sidde på en speciel stol, eller der er andre ting, I på forhånd kan aftale, - en måde hun gerne vil hjælpes på, når stopskiltet er hejst op. Når hun slår og kradser og spytter, er det en god ide, at I holder hende rent fysisk. Den voksne kan vende hende væk fra sig, så hun kun vanskeligt kan komme til at slå mv. I skal selvfølgelig ikke udøve vold, men I skal forhindre hende i at hærge og rasere, slå og kradse. Og det skal I fortælle hende, at I vil gøre. Og at I gerne vil hjælpe hende, når hun bliver så vred, at det er svært at styre. Og I skal huske på, at I er de voksne, hun er barnet.
Om forholdet til kusinen, så er det jo her, at hun prøver de ting af, som hun har opsnappet andre steder. Om hvem der har sagt ”Skal jeg banke dig”… det kan jo være alt fra fjernsynet til børnehaven eller for den sags skyld hjemme fra jer selv, at det kan være fremkommet. Det sidste ville være det værste, det håber jeg virkelig ikke. Men det handler i hvert fald om at få hejst stop-skiltet i en fart.
Sagens kerne er, at I som forældre ikke vil have den slags trusler og sprogbrug hjemme hos jer. I kan jo lave en plakat med hvad man gerne må, når man bliver vred.
For hvordan tænker I at jeres datter kan få afløb for vreden, hun har I sig? Kan hun få boksehandsker og en boksebold? Eller??? Det er OK at blive vred og vise sin vrede. Men sagen er hvordan og hvornår.
Og på det lidt længere sigt, så tror jeg, at I kommer meget langt med kærlig omsorg, fokusere på det positive, som I gerne vil have mere af, forståelse for hvordan den nye situation ser ud fra hendes perspektiv og en god portion rummelighed.
Jeg håber, at nogle af forslagene kan bruges. Held og lykke med det hele.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.