Hej!
Jeg skriver til jer fordi jeg virkelig har brug for hjælp, og ved snart ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg har en utrolig dejlig søn på 5½ år, har altid været rolig og glad.
Men de sidste mange måneder har han været rent ud sagt frygtelig.
Jeg kan ikke styre min søn længere, han råber, skriger, spytter efter mig, han slår og sparker mig, bruger de mest frygtelige ord som – jeg hader dig, slår dig ihjel… osv.
Han begyndte at gå med en mindre dreng i børnehaven, og hver dag kom han hjem så siger han, han slår mig, hvis jeg ikke vil lege med ham, han vil have min madpakke, ellers slår han og siger han vil slå mig ihjel.
Flere gange har han sagt, han ikke ville lege med ham igen, når han slår, men alligevel leger han med ham.
Alt min søn hysteriske anfald er kommet efter de begyndte at lege sammen.
Jeg synes, jeg har prøvet alt nu, for at min søn skal stoppe med at være på denne måde, men jeg har snart opgivet.
Prøvet at ignorere ham og bare lade ham smække med døren ind til værelset og kaste rundt med sine ting, og ladet ham falde ned derinde, inden jeg går ind for at fortælle ham, at den opførsel vil jeg ikke have, og at mor bliver ked af det når du slår og sparker.
Når han siger, jeg hader dig, til mig siger jeg til ham, at det er jeg ked af at høre, for jeg elsker dig.
Men lige meget hjælper det, det bliver ved, og jeg føler ikke, jeg kan magte mere.
Jeg har fået nok, og jeg begynder at blive vred, fordi han ikke vil høre efter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er gravid og har mistet glæden ved at være gravid, fordi jeg ikke kan styre min søn.
Jeg føler mig som en dårlig mor, og har af og til bare lyst til at smutte fra alt ansvar, selv om jeg ved at jeg ikke kan.
Håber inderligt, at i vil hjælpe, for jeg kan ikke mere.
mvh