Kære Else
Mit spørgsmål drejer sig om børneopdragelse. Eller rettere babyopdragelse. Jeg er alene mor til min søn på 6 mdr. Til tider bliver jeg mødt med fordommen om, at jeg i kraft af den manglende far nok kører en alt for blødsøden opdragelse. I min verden er opdragelse så slet ikke noget, som er på dagsordenen i normal forstand.
Jeg har en søn der trives. Han smiler og ler ofte, er rolig og opmærksom. Han er dog motorisk fremme i skoene og får til tider nogle hys anfald, når kroppen ikke lige vil, som han ønsker. Jeg har her valgt en tilgang der hedder at støtte. Viser ham hvordan, øver, leger og tumler. Det hjælper. Men i takt med at han brager derud af med nu at sidde selv og kravle i det små, så bliver han mindre og mindre glad for barnevogn og kravlegård. Han vil op. Han vil ud. Og han vil være hvor jeg er. Det imødekommer jeg på efter bedste evne med bæresele.
En anden ting, der er sket, er ligeledes at hans aktivitetsniveau har gjort, at han omkring 4-5 mdr. alderen begyndte at spise om natten. Han tog ellers nemt 5-6 timer om natten uden amning fra 2-4 mdr. Jeg har arbejdet på at ændre natamning ved at sætte fokus på 3 måltider grød og grøntsagsmos om dagen. Det går langsomt frem, han er ikke overdrevet interesseret i fast føde, men afviser ikke pga. smag.
Spørgsmålet kommer her. Min omgangskreds samt min læge mener, at jeg er for blød. Min læge mener, at jeg skal nægte mad om natten, da min søn ikke tager skade af at sulte, mens jeg vænner til ny vane.
Og at min søn ikke gider barnevogn og græder non stop i kravlegård, er jeg også alt for blød omkring. Her bliver jeg mødt med “det er dig der bestemmer, sæt grænser, han manipulerer dig bare”. Så det store spørgsmål er, hvornår sætter man grænser? Er det overfor et barn der ikke vil være i kravlegård? Jeg føler ikke, at man kan opdrage i traditionel forstand på så lille et barn, men blot sørge for nærvær og gode rutiner.
På forhånd tak for dit svar
Mvh