Hej Familien Houmann
Det er absolut ikke et tåbeligt spørgsmål I stiller, tværtimod. Alle børn og voksne piller næse, men nogle mere end andre. En avisartikel fornylig beskrev, at hver femte dansker har den vane, at de jævnligt piller næse. Og det er præcis, hvad det er – en vane.
Så nu skal I hjælpe ham med at ændre denne vane. Det gør I bedst ved at finde en anden adfærd, som I kan guide ham til. Et forslag er, at I siger til ham, at det da også er irriterende, at det klør i næsen, men man kan fjerne det der klør ved at pudse næse.
Snak med ham om, at de fleste mennesker, både børn og voksne synes, at det er ulækkert, at se på nogen der piller næse, for det er jo snavs, som man sidder og piller ud.
Og aftal med ham, at kan han ikke pudse det, der irriterer ud i et papirlommetørklæde, så må han gå på toilettet og pille det ud med fingeren og så skal han naturligvis vaske sine hænder bagefter.
I må være forberedt på at det tager et stykke tid, før en vane afløser en anden. Så I må forsøge at undgå at blive irriteret på ham, men ros ham, når han pudser næsen. Og kan I hjælpe ham evt. med at I sammen finder andre steder, han kan holde sin hånd, så den ikke flyver op i næsen, når han sidder i egne tanker.
Som du selv beskriver, så er det vigtigt at pointere, at det er det, han gør (næsepilleri) der er ulækkert og ikke ham. Så husk at skelne mellem det, når I snakker om det.
Endelig kan I på biblioteket finde flere børnebøger om at pille næse, som måske kan inspirere til nogle
snakke om emnet.
Held og lykke med vejen ud af vanen med næsepilleriet.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.