”Tjek bleen – den viser, hvordan jeres barn har det.” Sundhedsstyrelsen.
Kære Leila.
Om de mindste børns tårer...
1. Der går sædvanligvis fra få uger til et par måneder, før de allermindste begynder at græde med tårer. Gråd hos lidt større børn kan være både med og uden tårer, som hos voksne.
Om afføring hos spædbarnet.
2. Det lyder til, at din søn nu er i den periode, hvor antallet af afføringer bliver færre. Sådan går det hos de allerfleste børn. Det er også fordi fordøjelsen ændrer sig med tiden som mave- tamssystemet bliver mere modent. Du vil sikkert også lægge mærke til, at afføringen stadig er blød, men alligevel mere samlet end den var i de første uger af din søns liv. Det vil sandsynligvis fortsættet, så din søn måske får flere dage (det kan godt være op til en uge - ja måske mere), hvor han ikke har afføring. Og det er også helt normalt. Så det kan sagtens passe at der kan gå så længe imellem. Og du kan som sagt også forvente, at der kan gå endnu længere imellem.
Det er jo en fantastisk vækst din baby har i de allerførste måneder af livet, set i forhold til størrelsen da han var nyfødt. Fordøjelsen arbejder jo på højtryk, og det er meget forståeligt, at det kan give lidt uro. Måske kan han godt lidt at bevæge sig, når han vrider sig og spræller. Du kan også prøve andre ting. De fleste spædbørn kan godt lide at være i en bæresele på den voksnes mave eller i armene, fx at blive lagt maveliggende på den voksnes underarm. Babys hoved er op mod albuen og kroppen hviler på underarmen. Så kan man vugge barnet lidt eller ae/klappe det lidt på ryggen, mens man går lidt rundt med det. Nogle børn føler sig godt tilpas, hvis de bliver svøbt lidt stramt i et svøb. Du kan også forsøge med massage.
Held og lykke med ham
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD
Kilder:
”Tjek bleen – den viser, hvordan jeres barn har det.” Sundhedsstyrelsen.
”År 1 – når I har fået barn.” Else Guldager.