Hej Line
Det er supergodt, at din datter selv klarer at tage en ”time-out” en gang imellem. Vær glad for det.
Nogle børn begynder pludselig og helt uventet at græde midt i en aktivitet i denne alder. Det er typisk børn, der endnu ikke formår, selv at tage den pause, som de har brug for, til at ”fordøje” alle de mange indtryk de hele tiden får.
Ang. hendes sutten på hænderne så er det jo en vane hun har fået og som hun er tryg ved. Når hun nu skal erstatte den af en anden vane, så skal hun jo først lige lære den nye vane at kende – og måske accepterer hun den ikke så hurtigt, som I ønsker det.
Mange børn er glade for en helt klassisk rund sut. Så prøv en helt almindelig sut og glem alt om tandskader. Alle sutter generer tænderne på den lange bane. Det handler om, at sutten jo ikke skal sidde i munden for altid, men for jer gælder det i første omgang om, at hun skal blive glad for sutten.
Det er fint, at hun begynder at lege med sutten. Hun vil undersøge den og eksperimentere med den og I kan hjælpe hende ved, at sætte den ”rigtigt” i munden på hende indimellem.
Når børn skal sutte bryst og på hænder, så er det en sutteteknik, og når de skal sutte på sutten, så er det en helt anden sutteteknik og tungen skal placeres på en helt anden måde. Så det kræver øvelse.
Når I oplever, at hun sutter på hånden, så giv hende sutten. Og smil og ros hende hver gange sutten sidder rigtigt, når hun eksperimenterer/leger med den. På den måde fortæller I hende, at hun har gang i noget af det rigtige og I støtter hende i retning af det, som I gerne vil have hende til, nemlig at sutte på sutten.
Ang. dit spørgsmål om hvor meget tøj hun skal have på i Voksiposen, så vil svaret være, så lidt som muligt. Det kan virke lidt grænseoverskridende, at hun nærmest er afklædt, men posen er meget varm og får hun meget mere end en bodystocking på, så bliver hun bare alt for varm og klam. Giv hende evt. en bodystocking på med lange ærmer, hvis hun tager armene op.
Du skriver, at du har svært ved IKKE at give hende hue på. Men tænk på at hun ligger nede i barnevognen, hvor der ikke er en vind, der rører sig, så der er ingen grund til at beskytte hovedet/ørerne mod vinden.
Små børn afgiver megen af deres overskudsvarme fra hovedet, så er hovedet pakket for godt ind, så hindrer man deres krop i dens eget forsøg på at regulere kropstemperaturen.
Et godt råd er hellere for lidt end for meget tøj på.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.