Hej
Jeg har to spørgsmål, som jeg håber, I kan hjælpe mig med.
Vores lille datter på godt 5 måneder sover i en Voksipose, når hun sover i sin barnevogn (d.v.s. stort set alle hendes dagslure). I vinter havde hun uld sokker, ulddragt og en uldhue på under Voksiposen (det samme tøj, vi gav hende på, når vi var ude at køre i bilen eller gik med hende i bæreselen).
Nu hvor det er blevet lidt lunere i vejret har hun en uldsweater og en bomuldshue på (i bilen eller bæreselen har hun ulddragten og bomuldshuen på). Hun virker oftest meget varm og til tider svedig, når vi tager hende op, når hun er vågnet efter en lur.
I anden forbindelse kom jeg ind på en tråd på nettet, hvor forældre skrev, at de lagde deres børn i Voksiposen kun iført en bodystocking om vinteren. Jeg kan godt se, at hun nok har haft for meget tøj på i vinter, men jeg synes, det er svært at vurdere, hvor meget/lidt tøj, de skal have på, når de sover i voksiposen – i sær her i overgangsperioden.
Jeg synes, hun skal have en trøje på, så hendes skuldre ikke bliver kolde (og jeg er mest til uld, som jo også er svedabsorberende) og en hue. Om natten har hun kun en natdragt på under dynen og her er hun lun, men ikke svedig (hun sparker tit dynen af i hendes “vågne” perioder).
Hvor meget tøj vil I råde os til at give hende på, når hun sover udenfor i en Voksipose – både om vinteren og her i overgangsperioden? Jeg synes ikke det nytter noget, at mærke hende i nakken, da hun altid er varm/svedig efter en lur i Voksiposen, men jeg har ikke lyst til at skippe huen.
Vores andet “problem” er, at hun sutter rigtig meget på hendes fingre. Fra hun var helt lille, har hun haft et ekstremt højt suttebehov. I starten blev hun jo ammet en del, og da jeg er førstegangsmor, havde jeg svært ved at vurdere, hvornår hun spiste, og hvornår hun bare “hyggede”.
Jeg er blevet meget opmærksom på dette, og hun får kun lov til at lægge til, når hun reelt spiser. Hun har aldrig været glad for at tage sutten, og i starten gjorde det os ikke noget, da vi så ikke skulle “kæmpe” med at afvænne hende fra den senere. Da hun var nogle måneder, startede hun med at sutte på hendes hånd, men jeg havde læst, at dette var en del i babyers almindelige udvikling, så dette fik hun lov til, men hendes sutten på hænderne blev til sutten på fingre, og nu er det for at dække hendes suttebehov.
Vi vil gerne have hende afvænnet fra hendes sutten på fingre og til at tage en sut i stedet for. Vi har prøvet forskellige modeller – senest en fra apoteket, som trykker på hendes gane (modellens udformning skulle undgå skæve tænder), men når hun får den i munden, tror hun, det er legetøj – tager den ud, kigger nysgerrigt på den og forsøger at putte den i munden igen (oftest den forkerte vej) og tygger på den.
Hun sutter på fingrene, når hun sover (både dag og nat), og når hun har brug for en “time-out” fra leg e.l.
På den ene side er det rart, hun kan “trøste” sig selv, når der er behov for det, men vi tænker, det vil være sværere at afvænne hende fra at sutte, når det bliver aktuelt – desuden er hendes fingre helt opløste med “svømmehud” nogen gange.
Det skal siges, at vores datter som regel er meget glad og nem. Hun er meget hurtig i hendes motoriske udvikling, “snakker” meget og er meget opmærksom på omverden. Men nogen gange virker det som om, hun lige skal have en “time-out”, hvor hun kigger væk og begynder at sutte på fingrene.
Dette tager som regel kun et par minutter, så er hun klar til at lege igen. Vi har talt med vores egen sundhedsplejerske om dette, og det er ikke noget, der bekymrer os – vi andre skal jo også have en pause en gang i mellem (både mentalt og fysisk), og med så meget de små lærer hele tiden, er det vel naturligt med lige 5 minutters pause i ny og næ. Håber I kan komme med nogle gode råd til, hvordan vi får hende afvænnet med at sutte på fingrene.
Med venlig hilsen