Hej Anne-Mette
Sutter fås både i silikone og i gummi. Set ud fra både hensyn til miljø og sundhed kan man ikke sige, at det ene er bedre end det andet. Dog ved man, at silikonesutter nemmere bliver bidt i stykker, frem for gummisutter og der derved er en risiko for, at barnet kan få dele af sutten galt i halsen. Men skifter man regelmæssigt sutten ud, så mindsker man denne risiko betydeligt.
Det gælder for alle sutter, uanset materiale, at de med fordel kan udskiftes regelmæssigt (fx med 4-6 ugers mellemrum) fordi sutter bliver møre og slidte i brug. Når du hiver med stærk trækkraft i sutten med jævne mellemrum, så er du sikker på, at den kan klare kraftige træk uden at gå i stykker. Hvis du køber sutter, der er mærkede af Dansk Varefakta Nævn (DVN), så lever sutten op til de sikkerhedskrav der stilles.
Forskellige børn, kan lide forskellige typer af sutter. Langt de fleste forældre oplever, at de må lade barnet prøve flere forskellige slags sutter, før det lykkes at finde sutten, som barnet kan lide.
En sut skal være så stor, at barnet kan svøbe om den med tungen. Det kræver, at den kan nå godt ind i munden og den kan nå mod ganen. Omvendt skal den ikke være så stor, at barnet får ”brækfornemmelser”.
Som du nævner, er der runde og flade sutter. Der er ikke overbevisende videnskabelig dokumentation for, at den flade type skåner tandstillingen mere end den runde. Så du må lade dit barn vælge den sut han/hun synes bedst om. Det anbefales, at man blidt fjerner sutten før barnet falder helt i søvn, så det ikke sover med sutten. Og det vågne barn skal naturligvis heller ikke konstant have en sut i munden.
Der findes ikke en egentlig økologisk-mærket sut på det danske marked, da Ø-mærket kun gives til fødevarer, men nogle producenter reklamerer med, at de sælger sunde og miljørigtige sutter. Vi vil altid anbefale dig, at kigge på varedeklarationen.
Det anbefales at skolde nye sutter, inden barnet begynder at bruge dem. På den måde fjernes eventuelle rester fra produktionen af sutten eller rester fra emballagen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Dette spørgsmål bringes efter aftale med økobarn.dk