Kære Else
Jeg skriver til dig da vi mangler et godt råd.
Vi har en skøn søn på 15,5 måned. Han har altid været nem og glad. Sovet godt og nemt – både som spæd og som den alder han har nu. Hans søvnmønstre har kun ganske få gange været anderledes fra det, vi normalt har oplevet.
Hans rytme er normalt:
Vågner ml. 06.45-7.30
Formiddagslur ca. 10.00 (sover ca. 1-1,5 time)
Eftermiddagslur ca. 13.30-14.00 (sover ca 1,5 time)
Puttes til natten ca. 19.30-20.00
Han er i dagpleje og har været det siden han var 12 mdr. og overgangen til hende, har også fungeret fantastisk. Han sover og spiser rigtigt godt hos hende og er meget glad for at være der.
Han bliver også passet ved bedsteforældre indimellem og har flere gange overnattet hos dem en nat (først efter han blev et år). De siger også, han er fantastisk nem og glad altid. Spiser og sover. Alle roser ham så meget. Dagplejen siger, at han er den nemmeste dreng hun nogensinde har haft.
MEN så starter frustrationerne hos os. Idet jeg træder ind af døren hos dagplejemoderen, så bliver han pjevset. Det sker næsten hver dag. Jeg kan ikke engang vende mig fra ham for at tage fx hans taske, uden han piver lidt. Jeg forstår, han har savnet mig. Men jeg synes det virker lidt ekstremt nogle gange. Dernæst når vi så kommer hjem og fx vil lege, skal han også helst sidde hos mig eller være tæt hele tiden.
Han er (i forhold til de andre børn, jeg har oplevet) ikke særligt god til at lege ”alene” i hvert fald ikke længe af gangen. Og når han skal spise virker han meget sulten. Men næsten lige meget hvad (udover frugt og ostehaps) vi giver ham, så gider han ikke rigtigt spise. Han kører bare maden rundt eller når vi hjælper ham, spiser han måske kun 1 kartoffel og lidt grønt og kød, og så gider han ikke mere.
Til natten får han stadig en flaske modermælkserstatning, som han elsker og vi har svært ved at tage fra ham. Han får 210 ml. Morgenflasken tog vi væk uden problemer da han var 13 mdr. Og morgenmad spiser han også meget af – Havregrød, øllebrød m.v. og dagplejen siger, at han spiser meget mad hos hende.
Men hos os gider han ikke spise til aften eller fx frokost i weekenden. Og hos bedsteforældre og andre, spiser han alt. Det skal siges, at det er præcis samme mad og rutiner vi gør det på.
Og nu er det nye så sket. Han vågner kl. ca. 24.00-01.00 hver nat. Græder og sætter sig op i sengen og vil op. Det kom fra den ene dag til den anden (startede i vores sommerferie). I starten tog jeg ham op, uden at prøve at putte ham igen i egen seng, men kom ind til os. Og lagde ham tilbage i seng, når han var faldet i søvn igen. Og så vågnede han måske kl. 06.00 igen og kom i vores seng indtil 6.30 hvor vi bare snakkede og hyggede med ham i den tid. Men nu hvor det har stået på i 4 uger, er vi godt trætte af det. Og vi lader ham sove hos os hele natten, fordi vi selv falder i søvn og ikke får lagt ham tilbage, og fordi vi også synes, det er synd, hvis han pludselig er bange for at være alene. Men Vi ved ikke hvad som har ændret hans søvn. Og det pudsige er, at vi både har prøvet løsningen med sengen ved siden af vores og i eget værelse, som han i øvrigt kom i uden problemer, da han var 9 mdr.
Vi er virkelig trætte og kan dårligt hænge sammen i hverdagen. For når han kommer i vores seng, ligger han og rokerer rundt hele tiden, og vi sover dårligt alle sammen. Jeg har forsøgt at lægge ham igen, putte ham, synge og a’e ham. Tilbyde vand m.v. men intet hjælper.
Skal jeg tage ham op indtil det stopper af sig selv en dag, eller hvad er dit råd? Hvad kan skabe den pludselige ulykkelige situation for ham hver nat? Kan han være mere sulten, fordi han ikke gider spise så meget aftensmad eller hvad kan det være?
Og hvad er årsagen mon så til, at han her i weekenden, hvor min søster passede ham, bare sov igennem fra kl. 20.00-07.30 – uden at vågne en eneste gang?? Det er ikke bare et tilfælde. Det kan jeg ikke tro. Han spiser i øvrigt også alt mad hos hende. Både rugbrød og aftensmad. Er glad hele tiden og vil gerne både skiftes og have tøj på. Noget vi også har lidt kampe med indimellem.
Jeg bliver ret ked af det, fordi jeg tænker, om vi gør noget galt som forældre? Jeg synes vi gør alt hvad vi kan mht. opmærksomhed, leg, nærhed og tryghed. Så hvad kan det være? Og hvordan skal vi lære ham igen at sove i sin seng hele natten?– nu når han sagtens kan hos andre?
Det blev et langt brev. Håber du kan hjælpe os videre.
Bedste hilsner og på forhånd tak