Kære ”Et par trætte forældre”
Alle, både børn og voksne kommer op i en overfladisk søvn flere gange hver nat, hvor de er tæt på at vågne helt op, men de fleste vender sig om på siden og falder atter i en dybere søvn. Men det er almindeligt, at når nogle mindre børn er oppe i den overfladiske søvn, så søger de hjælp fra deres forældre til at kunne falde ned i den dybere søvn igen, mens andre børn blot lægger sig om på siden og sover videre.
Jeres datter hører uden tvivl til den kategori, der lige søger jeres støt eller blot jeres tilstedeværelse for, at hun kan vende sig om og falde i den dybere søvn igen.
At sove handler også meget om vaner og har man engang en vane med, at vågne mange gange, så kan den være svær at ændre, men det er muligt.
I kan måske forsøge at ”snyde” hende ved, at fx iføre en af hendes bamser en af jeres uvaskede T-shirt, der dufter godt af far eller mor, så hun mødes af jeres duft, når hun er på vej til at vågne og ”snydes” til at tro, at I er lige i nærheden.
Det er fint, at I har forsøgt at begrænse de mange indtryk hun får i løbet af dagen, da I har helt ret i, at mange indtryk i løbet af dagen kan give en urolig nattesøvn. Måske skal I skrue endnu mere ned på aktiviteterne i en periode for at se på, om der har en effekt? - men omvendt kan det jo være rigtig svært for jer lige nu, hvor I snart står med endnu et barn og deraf en helt anden hverdag for alle i jeres familie og dermed også en masse nye indtryk for jeres datter.
Nogle børn er sarte i forhold til, at lys eller lyd forstyrrer deres søvn, så de vågner helt op, når de er i den overfladiske søvn. Kan det være støj eller blot lyde, der får hende til at vågne helt op?
At sove for varmt eller for koldt kan også bevirke den type nattesøvn, med mange opvågninger, som I beskriver. Så har jeres datter for meget tøj på, en for varm dyne eller er hun tværtimod iklædt for lidt tøj og bliver hun kold i løbet af natten?
Sult kan også bevirke, at et barn vågner. Så måske kan det hjælpe, hvis I kan få hende til at spise lidt mere i løbet af dagen?
Jeg hæfter mig ved, at I skriver, at jeres datter er glad og i fin udvikling, så det generer nok allermest jer forældre. Det lyder til, at det er en fornuftig løsning I har fundet frem til ved, at I skiftes til at tage ”nattevagten”, så I indimellem får en hel nats søvn.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.