Kære Yvonne.
Tak for jeres gode spørgsmål. Og jeg vil starte med det allersidste du spørger om: Nemlig – ” Om jeres spørgsmål i virkeligheden er udtryk for overbekymrede forældres skræk for, at deres barn er bagud? Skal vi i virkeligheden slappe lidt af og være glade for, at vi har en glad pige”… Ja, det kan sagtens være, at I er bekymrede for om jeres datter blive bagud… Og der er virkelig gode grunde til at nyde al det, som jeres datter med lethed suger til sig af lærdom og kompetencer. Når det er sagt, så kan det godt være, at I kan styrke jeres datters grovmotoriske udvikling og motivere hende til at bruge kroppen og blive facineret af det. Jeg har yderligere fire forslag til jer:
1. I kan måske finde et sted, hvor I kan gå til babysvømning? Der er mange ting, der er lettere at gøre med kroppen, når jeres datter er i vandet. Og det kan muligvis give smag for, at hun kan bruge kroppen til noget, der er meget spændende. Give hende en ny slags puf i den rigtige retning.
2. I kan også give hende babymassage, så hun kan mærke kroppen på en ny måde. Massagen kan muligvis motivere hende yderligere til at bevæge sig.
3. I kan lade hende bevæge sig så meget som muligt. Fx få hende til at hjælpe til, når hun skal have tøj på, når hun skal op i den høje stol, så sætter I hende ikke bare derop, men I udtænker, hvordan I hjælper hende til at kravle derop selv, når hun skal fra liggende til sidende stilling, så sætter I hende ikke bar op, men hjælper hende med bevægelserne, så hun selv er med på, at der skal gøres noget med kroppen. I skal tænke over, hvordan I bruger alle de kropslige skift, der sker, til at hun mærker, hvordan kroppens muskler kan arbejde. Så I undgår, at I gør det for hende, og hun fratages muligheden for at bruge kroppen selv.
4. I kan fortsætte med masser af tumlelege, hvor i laver sjov og også bruger kontakten mellem jer for at fremme hendes udvikling.
Nu jeres datter er blevet 1 år, er det også tid til vaccination og helbredsundersøgelse hos jeres praktiserende læge. Her kan I sammen drøfte hendes udvikling og er det det lægens rolle at bedømme, om alt er, som det bør være. I kan også spørge lægen om eventuelle tilbøjeligheder og hvordan han ser fremtiden for jeres datter.
Men helt umiddelbart, set ud fra de oplysninger, I har skrevet til os om, så er der ingen grund til bekymring. Børn udvikler sig i meget forskelligt tempo, og det gør jeres datter også, når I sammenligner forskellige sider af hendes udvikling med andre børns udvikling. Så der er god grund til at nyde hende i fulde drag.
Held og lykke med den fremtidige udvikling for jeres datter.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk