Hej Mette
Børn er meget forskellige i deres udvikling og det gælder om, at gribe det, når de viser, at de er klar til at lære noget nyt. Det er almindeligt, at børn i alderen 2½ til 3 år begynder at vise tegn på, at de er klar til at smide bleen.
Som I nu har erfaret, så forpassede I en chance, hvor det desværre ikke passede ikke ind i den store sammenhæng. Det er fint eksempel på, at man ikke kan programmere børn, men hun skal nok få det lært og hun virker på rette vej, på det du beskriver. Hun spørger fx indirekte nede i børnehaven, hvad de synes om, at I forældre kan lide, at hun tisser på toilettet. Så hun har tydeligvis tanker om den udvikling, som hun er på vej med.
Så nu skal I i gang med at motivere hende og på den måde støtte hende i at blive blefri. Så gør det til en hyggelig ting, at sidde på potten eller toilettet. Lav evt. et skema til jer selv, så I regelmæssigt husker, at følge hende på toilettet, fx hver 3. time.
Nogle børn har i en sådan periode brug for at have bleen på og opleve den tryghed det giver, mens andre lige i en periode har brug for, at være blefri, så de også kan mærke, når de evt. kommer til at tisse i bukserne.
Børn har forskellige grænser. Fællestoiletbesøg kan være godt for nogle børn, mens andre er blufærdige fra naturens side, eller de har svært ved at koncentrere sig, med alle de andre børn omkring sig. Der sker simpelthen for meget, som barnet skal følge med i, så hun kan ikke koncentrere sig om det, som hun selv har gang i.
Hun skal måske have ro til at koncentrere sig om ”at give slip”. Men I kender jeres datter bedst, så overvej om hun skal nøjes med at ”træne” hjemme og så bare have ble på i børnehaven.
Det er godt, at du forsøger at tage den med ro og ikke presse på. Overvej at stoppe med at bruge vandhanen, når hun skal tisse. I risikerer, at hun til sidst kun kan tisse, når vandet løber og det er et større problem.
PS. Langt de fleste børn har en periode, hvor de leger "baby". Det er en helt naturlig ting, at de leger med roller og I har været overbevisende, da I fortalte hende, at nu skulle den leg slutte og derfor accepterede hun, at nu var legen slut. Så brug noget af den overbevisende evne I har, i forbindelse med, at hun nu skal slippe bleen og tro på det, det givet også hende troen på det.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.